Flot tredjeplads til Alexander Salby
16-årige Alexander Salby fra Rødekro Tri har haft en forrygende sæson indtil nu. Senest har han i sommerferien deltaget i ikke mindre end 3 triathlons
Sommeren har været travl, men også givtig, for den blot 16årige triathlet, Alexander Salby fra Rødekro.
Den 27. juni fik han sin internationale triathlon-debut, idet han deltog i Ladelund Triathlon i Tyskland. I et felt med mange gode voksne triathleter lykkedes det Alexander at komme først op af vandet. Efter cykelturen lå Alexander som nr. 4, hvorefter det lykkedes at overhale én af konkurrenterne på den afsluttende løbetur, så han kom i mål som en flot nr. 3.
Næste udfordring var den 5. juli i Herrenkoog, ligeledes i Tyskland. Her kom Alexander op af vandet som nr. 2, hvilket forblev uændret hele vejen hjem, på både cykel- og løberuten, hvorefter en fornem 2. plads var i hus.
Den seneste udfordring, den 12. juli, var i Hou nær Odder, hvor Alexander igen skulle konkurrere med de voksne i et felt med pænt over 100 deltagere. Her steg Alexander op af vandet som nr. 3, men et lynhurtigt skifte i skiftezonen til cykling, medførte at han kom ud på cyklen som den første. I det hårde felt med erfarne voksne cykelryttere, faldt Alexander dog tilbage på en 4. plads. Derfor skulle der gives gas på den afsluttende løbetur på 4,8 km, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om en podieplacering. Men Alexander ydede endnu engang hvad der skulle til, og viste igen-igen at han har det mentale overskud, der skal til når det gælder, og han løb sig op på en samlet 3. plads i det stærke felt.
Alexander fortsætter dermed de gode takter i en sæson, der tegner til at blive hans bedste nogensinde. Tidligere på sæsonen er der hentet DM-sølv i både duathlon og triathlon (sprint).
Næste udfordring for Alexander bliver 3. afdeling af DM-serien i triathlon, der strækker sig over 6 afdelinger. Denne afdeling afholdes i Værløse, hvor også Alexanders 13-årige lillebror Oliver deltager. Begge brødre håber at slutte i top-3, i hver deres aldersklasse, når alle 6 afdelinger er afviklet.
I september skal Alexander desuden til DM for hold i triathlon i Skælskør, hvor han sammen med sine holdkammerater Kasper Rhinstrøm-Schmidt og Philip Hansen fra Rødekro Tri, skal forsøge at forsvare deres guldmedaljer fra sidste år.
Alexander starter i august på Idrætsefterskolen i Vejle, hvor han tager 10. klasse. Han har her valgt cykellinjen, hvor der, sideløbende med skoleundervisningen, gennemføres et intensivt træningsforløb i cykling på eliteniveau. Dette betyder dog på ingen måde et farvel til triathlon, idet han vil forsøge at gennemføre minimum ét træningspas i både løb og svømning om ugen, således at han vedligeholder kontakten til triathlon. I de kommende 10 måneder vil det dog være cyklingen, der har førsteprioritet.
Alexander modtager støtte fra kommunen via Elite Aabenraa, og er derudover sponsoreret med cykel og udstyr fra Fahrrad Station i Flensborg, og er meget glad for at kunne vise, at han i den grad lever op til både kommunens og sponsorens forventninger.