Fortsæt til indhold

Livreddere minder om baderådene

Har du styr på de fem båderåd?

Arkiv
Louise Ritter

Med de højeste vandtemperaturer i mands minde herhjemme er det værd at huske på de fem baderåd.
Sidste uge bød på travlhed hos TrygFondens livreddere over hele landet. I sidste uge var der 7.932 indsatser, og i tre af tilfældene blev det vurderet, at en person var i livsfare. To gange måtte livredderne ud for at hente mandlige badegæster i land, som var svømmet for langt ud og ikke havde kræfter til selv at komme tilbage på stranden.
"Når badegæster tager sig en svømmetur i åbent hav, er det en klassisk farlig situation, at man overvurderer sine egne evner og undervurderer afstandene. Mange sætter sig en bøje, et sømærke eller et andet pejlemærke som mål, men selv habile svømmere kan blive overraskede over afstandene på åbent hav. Bliver man træt undervejs, ser ned i dybet og opdager, at man ikke kan bunde, er der kort vej til panik, og det kan få fatale konsekvenser. Vi opfordrer derfor alle til at svømme langs med stranden, og så er det værd at huske, at man jo også sagtens kan få en god svømmetur, hvor man kan bunde," siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden og opfordrer samtidig til, at man aldrig bader alene.
"Man bør altid være to eller flere sammen, når man går i vandet. På den måde kan man holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis nogen pludselig kommer i vanskeligheder. Vi opfordrer altid til, at man vælger en strand, hvor der er livreddere, som kan træde til med hurtig hjælp. Men det er fortsat folks eget ansvar at passe på sig selv og hinanden, når de kaster sig ud i bølgerne," siger René Højer.

De fem råd

Trods et mindre dyk i temperaturerne i disse dage over Esbjerg og omegn vil mange formentlig fortsat tage sig en forfriskende svømmetur. TrygFonden Kystlivredning opfordrer derfor til, at man er realistisk omkring sine egne evner, orienterer sig om de lokale forhold på stranden og husker de fem baderåd: Lær at svømme, gå aldrig alene i vandet, læs vinden og vandet, lær stranden at kende, slip ikke børnene af syne.