Direktør i en glasbutik

Carl Skøtt skriver:
Der sker underlige ting og sager i toppen af den kommunale verden i Haderslev Kommune. Øverst oppe har borgmester H.P. Geil og kommunaldirektør Willy Feddersen sat kikkerten for deres blinde øjne og tilstoppet ørerne med vat. I etagen nedenunder huserer direktør Rune Larsson som en elefant i en glasbutik.

Den direkte årsag i dette tilfælde er noget så banalt som en landmand, der har lagt en kommunal sti under egen plov. Skelsten er blevet pløjet op, og for at de ikke skulle genere afgrøderne, er de blevet smidt ind på en grundejerforenings areal.

Jeg skriver om Fårestien - en sag, der har været stille om i sommerferien, men som Svend Brandt fra Enhedslisten nu tager op igen, for selv om udgangspunktet er banalt, så er sagen med bisager alt andet end banal.

Den formastelige landmand er nemlig Benny Bonde, Liberal Alliances formand for Plan & Miljø. Havde det nu været enhver anden, ville proceduren have været klar. Den ulovlige oppløjning af stien blev anmeldt af grundejerforeningen, hvorefter kutyme er, at landmanden får en påtale, og retter han sig ikke efter den, følger automatisk en politianmeldelse.

Så simpel er fremgangsmåden, og da alle kender den, er alle stillet lige.
Det vil sige, at i denne sag er Benny Bonde lige lidt mere lige end alle andre. Han får nemlig særbehandling af direktøren i glasbutikken. Tidspunktet er slutningen af november sidste år, hvor alle ved, at Benny Bonde efter årsskiftet skal være udvalgsformand for det område, som Rune Larsson er direktør for. De to strikker lynhurtigt en lokumsaftale sammen, hvorefter kommunen nok skal ordne det fornødne. Benny Bonde kan ånde lettet op, for han har i forvejen en række sager for miljøovertrædelser bag sig - og mindst én anden foran sig.

Så sent som i slutningen af februar i år skriver den medarbejder, der officielt er sagsbehandler på sagen, i en mail til en borger, der spørger ind til sagen, at han må rette samme spørgsmål direkte til Rune Larsson, der "har valgt selv at køre sagen i forhold til Benny Bonde".

Alligevel ser sagen ud til at lide mudder-døden, men heldigvis er Svend Brandt ene af alle 31 byrådsmedlemmer vågen. Han borer i sagen, og til det kommende møde i Plan & Miljø har han stillet en række spørgsmål i sagen. Rune Larsson meddeler, at en redegørelse ikke kan være klar til det førstkommende møde, men vil være det til det næste.

Det kan man sige o.k. til, men det kan man ikke med hensyn til Rune Larssons tilføjelse. Han skriver nemlig:

"For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at jeg ikke har deltaget i sagsbehandlingen, hvilket vil fremgå af redegørelsen".

Jeg konstaterer: I så fald vil redegørelsen ikke være det papir værd, den er skrevet på. Den vil gøre vold mod virkeligheden. Den fremstilling, jeg har givet herover, bygger nemlig ikke på mine egne tolkninger, men på fakta, som jeg har fået via aktindsigt for flere måneder siden.

Det skrev jeg også om dengang, og den eneste, der tog sagen alvorlig, var altså Svend Brandt. De øvrige 30 byrådsmedlemmer handlede bevidst åndssløvt, som om de er ligeglade med en direktørs åbenlyse overtrædelse af kommunens egne kutymer og i strid med god forvaltningsskik. Rune Larsson har nemlig undladt at følge alle sagsbehandleres lov nummer ét: Lav notater. Ikke ét notat foreligger fra Rune Larssons hånd - kun interne meddelelser om, hvordan underordnede medarbejdere skal behandle sagen.

Hvis det nu af den bebudede redegørelse fremgår, at Rune Larsson ikke har deltaget i sagsbehandlingen, sådan som Rune Larsson nu har meddelt Svend Brandt, så forsøger han at føre alle bag lyset. Det må en direktør naturligvis ikke gøre, og han må slet ikke gøre det for at redde sit eget skind.

Hvis han undgår fyring på gråt papir, skyldes det udelukkende, at vi har en kommunaldirektør, der er faldet i søvn, og et politisk flertal, der er ligeglad med ret og rimelighed.

Havkatten Calle