D-A-D slutter Køge Festuge 2014
KØGE FESTUGE: I år kan Køge Festuge fejre 10 års jubilæum. Det er også i år, at den danske supergruppe D-A-D kan fejre 30 års jubilæum. Så hvorfor ikke forene disse to ting?
Det har Køge Festuge besluttet - så derfor kan man nu offentliggøre at det bliver D-A-D der lørdag aften den 30. august sætter et flot punktum på den 10. udgave af Køge Festuge på Køge Torv.
”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK” kaldte nationalrockerne deres 11. studiealbum der, som citaterne ovenfor antyder, viste kvartetten i forrygende form.
D-A-D var i den grad tilbage ved rødderne, hvad publikum begejstret kvitterede for, da bandet i 2012 drog på intensiv turne, med mere end 60 koncerter over hele Europa.
I 2013 blev det kun til ganske få koncerter i Danmark – mens D-A-D fortsætter deres Europa-turne med gigs i bl.a. Tyskland, England og Frankrig. ??
D-A-D blev dannet tilbage i 1984 og spillede sine første koncerter samme år. Fra starten som et country-punket og underholdende alternativ til det alt for poppede og det alt for indadvendte, der dengang var de to fremmeste stilretninger på den danske scene.
Bandet – der dengang hed Disneyland After Dark - hvilket de senere fik forbud mod fra selveste Disney-koncernen – debuterede på vinyl året efter, med den fine EP ”Standing On The Never Never”, der fik pressen til at rubricere bandet under den smalle genre ”ko-punk”. ??
D-A-D skabte sig hurtigt ry som et forrygende liveband – og grundlagde tidligt kernen af den trofaste fanskare, der siden har fulgt bandet. I ´86 kom debutalbummet ”Call Of The Wild”, der allerede året efter blev fulgt op af ”Draws A Circle” – og det er på disse tidlige albums man kan finde senere klassikere som ”Marlboro Man”, ”It´s After Dark”, ”Isn´t That Wild” og programerklæringen ”I Won´t Cut My Hair”. Langsomt forsvandt det meste af country-lyden, til fordel for en hårdere og sine steder decideret heavy-inspireret rock. ??
Det helt store gennembrud var en realitet med ´89-albummet ”No Fuel Left For The Pilgrims” - der med hovedsangen ”I´m Sleeping My Day Away” gjorde D-A-D til Danmarks førende band.
Med det album tiltrak D-A-D også amerikanske pladeselskabsfolk i massevis – og det endte med at Warner lagde en million Dollars på bordet og fik D-A-Ds signaturer på en pladekontrakt til gengæld.
Den nye aftale resulterede i et mindre gennembrud i såvel USA som Japan, Tyskland og Australien – og der var lagt op til at gå hele vejen når et nyt album var på trapperne.
D-A-Ds selvironi og i hjemlandet højt elskede humoristiske sans, viste sig dog i USA også at være bandets Akilleshæl – og efter skuffende salg af ”Riskin´ It All”, løb den amerikanske forbindelse ud i sandet. D-A-D var dog stadig populære andre steder – og kunne igen sælge i omegnen af 500.000 eksemplarer af et album, der lagde træffere som ”Bad Craziness” og ”Grow Or Pay” til sætlisten. ?
Hvorfor D-A-D hver gang forlader scenen som sejrherrer, er såmænd ikke så svært at forstå, når man har overværet bandets koncerter. En aften med D-A-D er sammensat af lige dele elektricitet og tyngde, har velgørende humor og samspil i særklasse - og trækker selvfølgelig på et sangkatalog med klassikere i hobetal, spillet af et band der ikke bare er gode musikere, men også har showmanship langt ud over det sædvanlige.
I mere end 20 år har D-A-D efterhånden henrykket danskerne med deres helt egen udgave af rockmusikken – og at dømme efter den nuværende form, er det et særdeles veloplagt band der nu har taget hul på endnu et kapitel af fremtiden.??
D-A-D består af Jesper Binzer (vokal og guitar), Jacob ”Cobber” Binzer (guitar), Stig Pedersen (bas) og Laust Sonne (trommer).
pm