Fortsæt til indhold

Henrik Dahl debatterer med Kolding-kandidat

Den tidligere TV-vært og sociolog Henrik Dahls første debat som folketingskandidat for Liberal Alliance bliver i Kolding, hvor den lokale socialdemokrat Christian Rabjerg Madsen har inviteret til en duel på ord

Arkiv
Arkiv

Ingen – eller næsten ingen – ved, hvornår vi igen skal til stemmeurnerne og sammensætte et nyt Folketing.
Men når tiden er inde, så vil det for syd- og sønderjyderne være muligt at stemme på Christian Rabjerg Madsen fra socialdemokraterne i Kolding eller Henrik Dahl fra Liberal Alliance i Vejen. Derfor har Christian Rabjerg Madsen inviteret den tidligere venstreorienterede debattør, sociolog og TV-vært til Kolding til politisk debat.
Christian Rabjerg Madsen ser frem til debat med Liberal Alliances folketingskandidat, som han tidligere delte partibog med, da Henrik Dahl var medlem af socialdemokraterne.
”Uanset at Henrik Dahl ikke længere er at finde i mit parti, så har jeg stor respekt for hans viden og altid skarpe politiske pen. Jeg glæder mig til at udfordre ham og Liberal Alliance på ord og politik på hjemmebane i Kolding”, siger Christian Rabjerg Madsen, folketingskandidat for socialdemokraterne.
Debatten afholdes på Kolding bibliotek, mandag den 18. august mellem kl. 19-20:30. Alle er velkomne og arrangementet er gratis.