Bilist mistede herredømmet
Drønede ind i autoværn uden at slå sig
Af Erland Rasmussen
Lørdagens kraftige regnvejr var årsagen til et færdselsuheld på Midtjyske Motorvej i Hedensted Kommune.
Det skete lørdag klokken 19.03 på motorvejen ud mod Herning i vestlig retning , da en 52-årig mand fra Billund mistede herredømmet over sin bil på grund af aquaplaning.
Der lå nemlig så meget vand på kørebanen, at bilen mistede vejgrebet og drønede ind i midterrabattens autoværn.
Der skete ingen personskade i forbindelse med uheldet, oplyser Sydøstjyllands Politi.