Fortsæt til indhold

HIF skal stadig have mere styr på forsvaret!

Tre mål af topscorer Jonathan Nielsen, og ny toppræstation af den unge anfører Christopher Østberg

Arkiv
mads-

Sådan lød HIF-træner Per Nielsens oplæg til spillerne før lørdagens 2. divisionskamp mod nyoprykkerne i Herlev. Og der var virkelig fart og hurtige pasninger i den første halve time, selv om de største chancer og to-målsføringen efter bare et kvarter, kom efter dødboldssituationer, - et langt indkast og et hjørnespark. Men det så lovende ud med det langt højere tempo, hvor angriberne flyttede sig godt, og især midtbanen med den unge anfører Christopher Østberg og Alexander Green var klart dominerende. Kan HIF fortsætte sådan er der god mulighed for en topplacering. Det betinger dog at der kommer mere styr på forsvaret. At kampen udløste et målorgie, en 6-3 sejr til Hvidovre, skyldtes nemlig i første række dårlig organisation i forsvaret. De to store midterforsvarere, Kristoffer Wichmann og nytilkomne Jonas Rudolph Jørgensen virker ikke særlig hurtige og må sammenspilles bedre, eksempelvis i luftspillet foran eget mål. Til gengæld er de begge et stort aktiv ved situationer fremme på banen ved hjørnespark og indkast.

FARLIGE INDKAST...

Det var også Jonas Jørgensen der sørgede for en 1-0 føringen allerede efter seks min., da han headede en lang indkastbold fra kollega Wichmann i mål. Kort efter gentog Wichmann sin specialitet. Jonathan Nielsen headede bolden videre til Ole Dau, der scorede, men blev dømt offside. Det blev dog 2-0 efter 16. min da Jonathan Nielsen omsatte et hjørnespark i mål. Derefter gik Hvidovre lidt i stå, hjemmeholdet tilspillede sig flere chancer, og i det 33. min. resulterede en rigtig dårlig opdækning i en 2-1 reducering på hovedstød. Det var den herligt pågående Alexander Green der sørgede for 3-1 straks i 2. halvleg, da han udnyttede en "koger" i Herlev-forsvaret, og da Jonathan Nielsen igen scorede på hovedstød i det 60. min., troede man nok, at det var en "ekspeditionssag". Men Herlev kom igen bare tre minutter efter og sørgede for 4-2 på et direkte frispark. Træner Nielsen reagerede promte, da han tog Azad Corlu ud og satte unge Rasmus Johansson ind for at styrke midtbanen. Det viste sig at være en god ide, eftersom der blev spændt ben for Johansson, og Jonathan herefter kunne skabe nogenlunde sikkerhed med scoringen til 5-2. Målorgiet sluttede med scoring af Chrstian Jakobsen til 6-2 i det 87. min, og en Herlev-reducering til 6-3 på straffespark i det 89 min. Bedst hos HIF var så ubetinget holdets anfører Christopher Østberg, der er ved at udvikle sig til den midtbanegeneral holdet har savnet. Men ellers er der grund til at fremhæve tremålsskytten Jonathan Nielsen, som bevæger sig langt bedre end i sidste sæson, - og vel at mærke nu også får bolden. Bagude var Ole Dau placeret som højre back og det gjorde han virkelig godt, mens det kneb mere for Patrick Learager på den uvante plads som venstre back. Men alt i alt en udmærket indsats, - som dog nok skal skrues en tand højere op, hvis holdet skal have en chance i onsdagens pokalkamp mod 1. divisionsholdet Roskilde kl. 19.00 hjemme på Hvidovre stadion.