Fortsæt til indhold

Det er ikke godt nok, som det er

Hos Dronning/Freja har man i de tre dage, hvor teltene er slået op, mange klager over toiletforholdene. Det er ikke godt nok, mener Rene Skjøde Andersen, der står for Frejas del af arrangementerne

Arkiv
Arkiv

Han mener, at man hos Eventsekretariatet skal tage ansvaret på sig.
"Det er beskæmmende, at der ikke er bedre forhold. Vi har den aftale med kommunen, at vi skal betale en del af lejen for de tre toiletter, der bliver sat op. Så forventer vi også, at de tager deres opgave seriøst", siger han.
Han mener ikke, at kommunen kan forlange at Dronning/Freja alene skal stå for at servicere toiletterne, når kommunen samtidig afholder et arrangement, hvor der kommer adskillige tusinde mennesker på havnen lørdag.
"Det går ud over vores gæster, som jo også skal bruge toiletterne. Og jeg har påpeget det hvert år overfor Eventsekretariatet, hvert år når vi har evalueret Randers Ugen. Men der sker ikke noget", siger han.
"Og det er jo os, der får klagerne, når toiletterne er svinet til. Det er drønirriterende, når vi nu skal betale det halve, så forventer jeg da også at kommunen varetager deres andel af serviceringen".
Hos Eventsekretariatet fortæller Mette Bertelsen, at det er en del af aftalen, at man sørger for at der er toiletter nok til de gæster, der kommer i teltet. Sådan er det med samtlige telte, der er opsat på havnen.
"Så går jeg da ud fra at man også sørger for at tingene er i orden mens arrangementerne står på".
Hun vedgiver dog, at der ikke ligger klare retningslinjer om serviceringen af toilettern, kun at man - for at få en polititilladelse, skal sørge for toiletforhold til gæsterne.
Der står i aftalen alene: at der etableres toiletfaciliteter for publikum i et omfang svarende til deltagerantallet.
Mette Bertelsen siger:
"På den baggrund indgår dette ikke i aftalegrundlaget mellem kommunen og teltholderne. Jeg tager så en kvalitetsdrøftelse med dem".
Der har været helt klare misforståelser i aftalen mellem teltholdere og eventsekretariat om renholdelse og servicering af de opstillede toiletter.
"Men hvis du får en regning for en ydelse, der bliver stillet til rådighed, går man da ud fra, at det er inklusive alt", siger Rene Skjøde Andersen fra Freja.
"Jeg betaler da heller ikke for renovation, og så får at vide, at jeg selv skal tømme min skraldespand - sådan foregår det da ikke".
"Og jeg vil altså ikke sørge for toiletter til de 20.000 publikummer, der kommer på havnen til regatta, det vil jeg ikke", siger han.
Lørdag aften opstod der da også problemer med at toiletterne skulle tømmes - da ringede Rene Skjøde Andersen efter en slamsuger efter at have snakket med Mette Bertelsen, men det er stadig ikke godt nok, mener han.
"Det skal ikke være os, der står for det, når det for størstedelens af publikum, er kommunens arrangement", siger han.

En del af aftalen

Man skal som sagt sørge for at der er toiletter til det antal gæster, man forventer vil frekventerer arrangementet. Det står der også i den kontrakt der indgås - og den forståelse mener Mette Bertelsen også at der er mellem teltholderne og Eventsekretariatet.
"Jeg har ikke hørt andet, når vi evaluerer efter Randers Ugen. Og jeg ved, at Vorup FB med deres telt også sørger for, at der er toiletforhold nok til det tivoli, der er ved siden af.
Hvert år efter Randers Ugen evaluerer man med teltholderne, for at lave forbedringer til året efter, hvis der er kritikpunkter. I år bliver derfor ingen undtagelse.
"Hvis der er problemer med at toiletforholdene ikke er i orden, skal vi selvfølgelig have en snak om det", siger Mette Bertelsen.
"Men jeg mener jo, det at servicere toiletterne, må være en del af den aftale, der hedder, at man sørger for toiletforhold til sine gæster", siger hun.
Hun kan dog ikke udelukke at man kunne sætte flere toiletter op til de mange besøgende.
"Naturligvis og der var allerede sat rengøring på de ekstra toiletter, der var med også i år plus, der var ekstra tømning på lørdag aften. For at sikre gæsterne adgang til toiletter drøfter jeg også fremtiden omkring disse forhold med hver enkelt teltholder i evalueringsmøder i løbet af september måned", siger hun.