Fortsæt til indhold

Hvidovres udsendte hædret til Flagdag i Avedørelejren

Arkiv
key

I sidste uge blev de danske udsendte og veteraner med bopæl i Hvidovre for første gang også fejret lokalt. - Hvorfor har vi ikke gjort det før? Jamen, det er ikke fordi vi ikke anerkender det udsendelser kan medføre, og I fortjener al mulig respekt og anerkendelse for den indsats I har gjort. Og de gør de pårørende også. Så jeg er glad for, at vi nu også fejrer Flagdagen i Hvidovre, sagde borgmester Helle Adelborg blandt andet i sin tale til de veteraner og udsendte, der samlede sig i Bataillionen til kaffe, kage og en hyggelig snak med kollegerne. Ud over borgmesterens velkomst til de fremmødte fik 33-årige overkonstabel af første grad Henrik Søndergaard også lejlighed til at sige et par ord til de fremmødte. - Jeg er stolt af mit arbejde, og stolt af at være i den gruppe af veteraner, der har tjent vores land, sagde han blandt andet. Henrik Søndergaard er født og opvokset i Hvidovre og har i dag fire børn med sin kæreste. Han har trods sin unge alder været udsendt tre gange til henholdsvis Kosovo, Irak og Afghanistan. Også 37-årige Christian Andersen fra Hvidovre var glad for at deltage i det hyggelige arrangement. - Det er et godt initiativ, at der nu også er flagdag i Hvidovre. Det er jo dejligt, at vores indsats bliver værdsat, sagde Christian Andersen, der ligesom Henrik Søndergaard er overkonstabel af første grad. Christian Andersen har været udsendt tre gange til henholdsvis Eritrea, Kosovo og Irak: Han er i dag ikke længere i forsvaret, fordi han lovede sig selv, at den dag han stiftede familie ville han ikke længere fortsætte med sine udsendelser. Han har derfor arbejdet som civil siden 2006.