Ungdomsboliger, p-pladser og uddannelseinstitution
Der bliver lagt sidste hånd på stort uddannelsesmiljø i byen
Ny uddannelsesinstitution til IBA's mange studerende, op mod 100 ungdomsboliger, et nyt parkeringsanlæg og et underjordisk spildevandbassin, der skal sikre Kolding mod oversvømmelser. DN Group og mange samarbejdspartnere er ved at lægge sidste hånd på et kæmpe uddannelsesmiljø midt i byen.
Området ligger mellem Buen og Sdr. Havnegade, og bliver dermed nabo til universitetet og designskolen.
IBA er vokset meget de seneste år, og derfor er de studerende spredt på flere adresser. Det nye byggeri giver IBA mulighed for at synliggøre, at der er tale om en selvstændig uddannelsesinstitution.
“Vi får et spændende, nyskabende og fleksibelt uddannelsesmiljø, med mulighed for endnu tættere samspil med virksomheder, som vi er afhængig af. Når vi rykker ind i campusområdet får vi både plads til vores mange studerende og langt bedre muligheder for at samarbejde med de øvrige uddannelsesinstitutioner i området, siger Rektor for IBA Niels Egelund
Foruden en ny uddannelsesinstitution bliver der bygget mellem 80-100 ungdomsboliger.
Under det nye studiemiljø vil der være mulighed for at grave et underjordisk spildevandsbassin, der skal være med til at sikre den indre by mod oversvømmelser ved kraftigt regnskyl.
Parkeringsanlægget skal bruges af studerende og de ansatte til hverdag. I weekenden kan det benyttes af Holmstaden, der kommende outletcenter, hvor kunderne fortrinsvis vil strømme til i weekenderne. Holmstaden og Campus B bliver næsten naboer, og derfor kan p-pladserne udnyttes to gange.