Fortsæt til indhold

Radikale delte ét stykke kage ud

Arkiv
Af Peter Friis Autzen

Det radikale folketingsmedlem, Lotte Rod, og den lokale R-kandidat, Rune Christiansen, nåede ikke langt med deres valgkampkage foran Føtex City tirsdag formiddag.
Men det var faktisk en del af pointen, forklarede Lotte Rod.
“Det er kun de ti procent mest velhavende boligejere, der må få en bid af kagen,” forklarede hun på det blæsende, kolde og regnvåde hjørne.
“Den blå blok har solgt skattestoppet som noget godt. Men vi vil gerne vise, at det kun er de ti procent mest velhavende boligejere, der får et stykke af den kage,” lød det fra den frysende politiker.
Det er imidlertid ikke så let på stående fod at definere, om man er blandt de ti procent mest velhavende boligejere.
Afgøres det af ens løn, ens friværdi eller måske kombinationen af de to?

“Det kan jeg ikke svare på lige her. Men de fleste føler sig ikke i målgruppen. Og dermed holdes de væk fra kagen - og så ser de næsten mistroisk på os. Men mange af dem kommer tilbage lidt senere for at diskutere skattestoppet og den slags. Og så har vi jo gang i en god debat,” sagde Lotte Rod.