Miljøminister så på højteknologi
Det lokale S-folketingsmedlem tog miljøministeren med på virksomhedsbesøg
Virksomheden Envotherm på Norgesvej i Haderslev havde fine gæster mandag. Det lokale folketingsmedlem Jesper Petersen (S) havde opbakning i valgkampen fra miljøminister Kirsten Brosbøl, og de to havde valgt at ville besøge den miljøteknologiske virksomhed i Haderslev.
"Jeg har besøgt Envotherm en gang tidligere, og det var dejligt, at kunne invitere miljøministeren med til en meget lovende lokal virksomhed. Og de var heldigvis vokset siden sidst. Det er fascinerende, hvor effektivt deres produkter kan rense det industrielle spildevand og dermed spare kraftigt på vand og energi. Det er godt for miljøet, for virksomhedernes bundlinie og for at skabe lokale arbejdspladser. Det er da fremragende," siger Jesper Petersen ovenpå besøget.
Ministeren og Jesper Petersen blev vist rundt på virksomheden og hørte om hvordan Envotherms renseanlæg virker. Partner og administrerende direktør Vibeke Svendsen viste rundt sammen med Richard Dines Schmidt, der er partner og teknisk direktør.
"Under miljøministeren har regeringen styrket opbakningen til udviklingen af miljøteknologi gennem et særligt miljøteknologisk program, der understøtter projekter på området. Den 5. maj blev en bestyrelse for programmet udpeget, og et af medlemmerne er netop adm. direktør og partner Vibeke Svendsen fra Envotherm. Der bevilges 130 mio. kr. på området i 2015, og som følge af sidste års finanslov, vokser satsningen på området med yderligere 20 mio. kr. fra 2016," forklarer Jesper Petersen.
Vigtige virksomheder
”I Danmark har vi brug for virksomheder, som sætter skub på den grønne udvikling, og som samtidig bidrager til flere arbejdspladser. Der bliver mere og mere behov for løsninger, der effektivt kan sikre rent vand og spare på ressourcerne, og jeg er imponeret af, hvad de kan hos Envotherm. De og andre lignende virksomheder kan udvikle sig til et nyt erhvervseventyr som vi også kan få gavn af lokalt i Haderslev og det øvrige Syd- og Sønderjylland," siger Jesper Petersen.
"For mig som miljøminister er det vigtigt, at vi både kan gøre Danmark grønnere og mere velstående på samme tid. Vi står overfor et Folketingsvalg, som får afgørende betydning for fremtidens grønne omstilling. Regeringen har fra starten lagt en ambitiøs grøn linje, mens de to store oppositionspartier, Venstre og Dansk Folkeparti, vil slå bak for den grønne udvikling. Tænk sig, at Liberal Alliance har folketingsmedlemmer, der decideret betvivler at klimaforandringerne er påvirket af os mennesker," siger Kirsten Brosbøl.