Fortsæt til indhold

Kommunen vil spritkørsel til livs

Sønderborg Kommune går med i ny, landsdækkende kampagne for at få flere til at lade bilen stå, når de har drukket

Arkiv
Arkiv

Der er alkohol involveret i 25 procent af dødsulykkerne, og mange af spritulykkerne sker om sommeren. Derfor er Sønderborg Kommune med i en ny, landsdækkende kampagne for at få flere til at lade bilen stå, når de har drukket.
Politiet gennemfører spritkontroller i sommermånederne, da det er en periode, hvor mange nyder en kølig øl eller god rødvin og glemmer at lade bilen stå, når de skal hjem.
"På solrige sommerdage er der mange impulsive sammenkomster, hvor man lige nyder et par genstande. Det kan være efter arbejde, med vennerne, på stranden eller til byfester eller til en grillmiddag. Desværre er der mange, som glemmer at aftale på forhånd, hvordan de kommer sikkert hjem, når der er kommet mere end en genstand inden for vesten," siger teknisk assistent Pia Duus Møhl, Sønderborg Kommune.

Et alvorligt problem

I hele landet har 219 mennesker mistet livet, og 1.266 er kommet alvorligt til skade i spritulykker på vejene fra 2009 til 2013. Det viser tal fra Vejdirektoratet.
Næsten 5000 plakater vil i sommermånederne stå langs vejene for at minde bilisterne om at lade bilen stå, når de har drukket. De meterhøje plakater ligner et alkometer og minder folk om, at der er risiko for at blive stoppet i en spritkontrol.
Samtidig vil man i radio og på tv blive mindet om alt det gode i livet, som man risikerer at sætte over styr, hvis man kører spritkørsel.
"I alle dele af landet sker der spritulykker, som koster liv. Kampagnen vil huske folk på, at når de er på vej til stranden, grillaften eller hygge hos vennerne, skal de få aftalt, hvordan de kommer hjem, før den første genstand kommer på bordet. Mange har svært ved at vurdere, hvor meget de har drukket efter en lang aften," siger Michelle Laviolette, projektleder hos Rådet for Sikker Trafik.

Fakta
Spritulykker fordelt på politikredse:
Bornholm: 16.
Fyn: 128.
Københavns Vestegn: 44.
København: 65.
Midt- og Vestjylland: 212.
Midt- og Vestsjælland: 81.
Nordjylland: 181.
Nordsjælland: 58.
Syd- og Sønderjylland: 118.
Sydsjælland og Lolland-Falster: 112.
Sydøstjylland: 106.
Østjylland: 113.
(Dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker med en spirituspåvirket fører i årene 2009 – 2013. Kilde: Vejdirektoratet)