Hvis din nabo var en cykel
- kunne du så låne den, spørger ProjectZero og EUC Syd, som i næste uge drager til Folkemøde på Bornholm
I næste uge drager EUC Syd og ProjectZero til Folkemødet på Bornholm. Her er de initiativtager til en debat om deleøkonomi og grøn omstilling. Et hold af iværksættere og debattører skal diskutere, hvordan kommuner, borgere og unge i uddannelse kan drage fordel af deleøkonomien og selv bidrage aktivt i den nye omstilling.
Debatmødet finder sted lørdag den 13. juni fra kl. 18.30-19.15. Paneldeltagerne er yngre ildsjæle med holdninger til både etablerede projekter men også med idéer til eksempelvis nye CO2 neutrale boligklynger, hvor det holistiske bæredygtige liv er i fokus – ikke kun for miljøets skyld men også for trivslens skyld.
Hvordan bor vi? Hvordan får vi passet vores børn og lavet mad? Hvordan handler vi ind og kommer til og fra arbejde? Og hvem siger, at dit nødvendigvis kun behøver at være dit? Det er nogle af de spørgsmål, som deleøkonomien giver et svar på.
Ny teknologi forener
Hvor den gammeldags deleøkonomi handlede om at låne en kop sukker hos naboen eller en bordplade til nytårsfesten hos genboen. Så handler den nye deleøkonomi om en digital teknologi, der giver tusindvis af naboer, man kan låne, leje og bytte med.
Det nye internet samt smartphones giver mulighed for at danne et overblik på den kapacitet, der er til rådighed rundt omkring os. Det giver også nogle helt nye muligheder for at løse klima- og samfundsudfordringer.
Spørgsmålet er, hvordan man får borgerne, de studerende og samfundet som helhed ind i loopet.
"Der er ingen tvivl om, at det er vores generation der bliver udfordret her. De unge vil spørge os, hvorfor de eksempelvis skal investere i uddannelsesmateriale og pc-udstyr, om de ikke bare kan låne eller leje. Deres holdninger er netop en modreaktion på vores meget materialistiske tilgang til forbrug. Så det er en strømning i samfundet, vi skal geare os til som både uddannelsesinstitution men også som kommune generelt," siger vicedirektør Hans Lehmann fra EUC Syd.