Et valg for fremtiden
Af Hans-Jørgen Jagd
Folketingskandidat for Alternativet
Fænøvej 13, Fredericia
Ethvert valg vi foretager os kan virke bestemmende for fremtiden. Derfor er det heller ikke ligegyldigt hvor man stemmer den 18. Juni. Vi må som samfund overveje hvilken retning vi skal gå sammen fremover.
Om vi skal fortsætte det overforbrug samfundet har haft gennem mange år, og som betyder at når vi når til august måned, har vi brugt alle de resurser som vi egentlig kan tillade os at bruge i hele 2015, hvis det skal være bæredygtigt. Alt hvad vi bruger af energi og materialer resten af året er noget vi låner af fremtidige generationer – er det ok?
Om vi skal fortsætte med at arbejde så meget, at det er på grænsen af hvad de fleste mennesker kan holde til fysisk og psykisk. Kravene til effektivitet og produktivitet er nu så store, at 33.000 medmennesker hver dag er sygemeldt med stress, og at mange mange flere har jævnlige stresssymptomer. Det er rigtigt at mange faktisk kan holde til dette krævende arbejdsliv – i hvert fald i en årrække – men der findes efterhånden få familier hvor ikke mindst en onkel eller en kusine er stressramt. Mange bliver ramt for livet og havner på offentlige ydelser. Det betyder stadig større forskel på dem der kan arbejde for fuld kraft, og dem der ikke kan. Er det det vi vil som samfund?
Måske skulle vi vælge en anden vej. For der er et alternativ. Måske vi skulle vælge et modigt og gennemsigtigt samfund hvor vi tager hånd om de reelle problemer på en ny bæredygtig måde. Danmarks nye grønne parti Alternativet, vil gerne sammen med dig vise vejen mod en god fremtid for flest mulige.