Fortsæt til indhold

Er det sidste udkald for Rishøj?

Rishøj SKAL have point i lørdagens udekamp mod Herlev IF for at holde fast i håbet om at undgå nedrykning

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Rishøj Boldklubs mandskab i 2. Division Øst har kniven på struben, npår holdet lørdag den 13. juni kl. 15.00 løber på banen på Herlev Stadion til mødet med Herlev IF.
Med to kampe tilbage af sæsonen 2014/15 er det for alvor blevet trængselstider for Rishøj i bunden af rækken. Holdet er inden kampen mod Herlev IF placeret på 12. pladsen i 2. Division Øst - tre points efter Avedøre IF der besætter den 11. plads der giver en ekstrachance for at klare frisag mod nedrykning til Danmarksserien mod nr. 11 i vestkredsen, som p.t. er FC Svendborg.
Rishøj og Avedøre har inden weekendens runde samme målforskel - minus 12 - så det kan gå hen og blive en rigtig gyserafslutning på sidste spilledag, såfremt Rishøj formår at besejre Herlev, som længe har været dømt til nedrykning.
Samtidig med at Rishøj kæmper for livet i Herlev, spiller Avedøre IF hjemme mod B.93 - en kamp af stor betydning for begge parter.
Skrækscenariet for Rishøj er, at Avedøre enten vinder eller spiller uafgjort, samtidig med at Rishøj taber til Herlev. Så er løbet definitivt kørt for Thomas Skovs tropper. Modsat kan Rishøj komme op på 11. pladsen såfremt holdet selv sørger for at hente tre points i Herlev samtidig med at B.93 besejrer Avedøre ....
Med andre ord - kampen i Herlev er en kamp som Rishøj SKAL have point i for stadig at have en chance for at undgå nedrykning når sæsonen sluttes af med en yderst vanskelig hjemmekamp mod formstærke HIK lørdag den 20. juni kl. 15.00. Samme dag slutter Avedøre IF sæsonen af med en lige så vanskelig udekamp mod BK Frem.
Så mulighederne er egentligt fortsat fine for Rishøj - men det kræver som nævnt at der bliver sat point ind på kontoen mod Herlev.
- Det er en kamp vi skal vinde - der er ikke noget at rafle om. Jeg tror også vi er dygtige nok til at stå for presset. Vinder vi, så er vi under alle omstændigheder med i en spændende "finale" i sidste runde, siger Rishøj-træner Thomas Skov.
Studér selv stillingen i 2. Division Øst inden de to sidste spillerunder her.