Fortsæt til indhold

Unge atleter i DM-dyst i Køge

Køge Kommune var vært for årets DM i skoleatletik i denne uge.

Arkiv
Martin Rasmussen

SKOLEIDRÆT: Skoleelever fra hele landet samledes i Køge i denne uge for at dyste på færdigheder på atletikbanen. Køge var vært for årets DM i skoleatletik, der blev holdt på Køge Atletikstadion tirsdag og onsdag, og her var der hård kamp om topplaceringerne i alt fra 80 meter løb til spydkast og højdespring.
De 24 bedste skolehold fra hele landet havde kvalificeret sig til finalestævnet, og det betød, at der var omkring 250 skoleelever i kamp ved stævnet i Køge, hvor borgmester Flemming Christensen holdt åbningstalen. DM i skoleatletik er en holdkonkurrence, hvor alle deltagernes resultater tæller med i den samlede stilling, så alle discipliner er vigtige.
Vinderne blev i drengekonkurrencen Tibberupskolen fra Espergærde, mens Campusskolen Ringsted vandt i pigernes konkurrence.
- Arrangementet forløb perfekt. Alt klappede både på som udenfor banen, fortæller Jørgen Erik Christensen der udover at være skoleleder på Asgård skole i Køge også er formand for Dansk Skoleidræt, Gl. Roskilde kreds.
DM i Skoleatletik arrangeres af Dansk Skoleidræt og tilbydes elever på 7. klassetrin. Der er indledningsvist afviklet stævner i Dansk Skoleidræts 15 kredsforeninger, hvorfra vinderne er gået videre til DM-finalestævnet.