Mistillid til Metal-formand
Jacob Birch og bestyrelsen stemt ned på voldsom generalforsamling hos smedene i Roskilde
Formanden Jacob Birch og flertallet i bestyrelsen hos Metal Roskilde fik tirsdag aften et mistilidsvotum ved en voldsom generalforsamling, hvor over 200 medlemmer var samlet på Teknisk Skole. Derimod var den opbakning til kasserer Lars Krab Larsen. For kort tid siden var han ellers blevet suspenderet af den øvrige bestyrelse, som mente, at han ikke havde passet sit arbejde rigtigt, men den afgørelse blev omstødt af Metalforbundets ledelse. Ved generalforsamlingen tirsdag skete afstemningerne ved håndsoprækning og ikke skriftligt, hvilket Jacob Birch og den nu nedstemte bestyrelse mener, strider mod reglerne. Flere af folkene på den tabende fløj følte sig også direkte truet fysisk og udsat for vold under det voldsomme opgør. Bag Lars Krab Larsen står en fløj med blandt andet den tidligere næstformand Hans Gantzhorn, der længe har været utilfreds med Jacob Birch og prøvet at vælte ham. Striden går helt tilbage til før den sidste generalforsamlingen for et år siden, da Jacob Birch blev genvalgt med et meget lille flertal på fagforeningens generalforsamling efter en stormfuld debat og flere afstemninger. Inden da havde et flertal i den tidligere bestyrelse prøvet at ‘kuppe’ ham ud, da de indkaldte et ulovligt møde og pressede ham til at skrive under på, at han ville gå af. Da Jacob Birch var kommet sig over forskrækkelsen og havde ovevejet sagen, besluttede han imidlertid at tage kampen op og fik altså flertal på det tidspunkt.
Lang intern kamp
En ny bestyrelse med et flertal, der støttede Jacob Birch, kom derefter til. Men den mangeårige kasserer Lars Krab Larsen, der var på den tabende fløj, blev også genvalgt, og det har siden ført til en konstant intern kamp. Da Jacob Birch for kort tid siden skrev om hele sagen i medlemsbladet, forsøgte Lars Krab Larsen at få stoppet udgivelsen af det ved en retssag, men her fik han ikke medhold. Retten fandt nemlig, at kasseren selv havde bidraget til at gøre sagen offentlig med gentagne udtalelser i pressen, og så havde formanden også ret til at skrive om samme emne i medlemsbladet. Som taber i sagen blev Lars Krab Larsen dømt til både at betale sine egne advokat-udgifter og Metal-Roskildes udgifter på 15.000 kroner.
Ekstra generalforsamling
Jacob Birch er ind til videre stadig formand hos Metal-Roskilde og kan fortsætte ind til en ekstraordinære generalforsamling, men han har nu den øvrige bestyrelse imod sig. Derfor har han endnu ikke afgjort, om han vil kæmpe videre og stiller op igen. tk