Historisk hurtigt salg af festivalbilletter
Roskilde Festival meldte tirsdag udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter.
Folkene bag kan dermed bryste sig af, at 2015 blev året, hvor de slog alle salgsrekorder.
Dermed ser det ud som om, at de påståede problemer for Roskilde, som den nye Tinderbox Festival i Odense, der ligger i weekenden før, ville give Roskilde, bliver gjort til skamme.
At festivalen har rykket selve festivalen, der nu starter om onsdagen og slutter lørdag ser heller ikke ud til at skabe problemer for den populære begivenhed.
Hvis man ikke har nået at købe billet, har man dog stadig en chance for at komme enkelte dage til årets store rockbegivenhed, da der stadig er endagsbilletter tilbage til onsdag, torsdag og fredag.
Festivalens talskvinde Christina Bilde fortæller, at siden festivalen begyndte at offentliggøre programmet med de 175 bands, har salget ligget på et rekordhøjt niveau.
Man skal helt tilbage til midt i 1990'erne for at finde en årgang, hvor billetterne er solgt så hurtigt.
ag@roskildeavis.dk