Landets bedste 3. klasse er på Alkestrupskolen
TUREBY: Alkestrupskolens 3. klasse har deltaget i Dansk Svømmeunions ”Klassen svømmer langt” konkurrence.
Rekord mange elever deltog. I løbet af maj måned har over 4.200 elever fra mere end 200 klasser fordelt på ikke mindre end 91 skoler landet over deltaget.
Eleverne skulle svømme så langt de kunne på 20 minutter i Herfølge Svømmehal.
Spændingen var til at tage og føle på, mens eleverne fra Alkestrupskolen blev kørt til Herfølge Svømmehal. Det var nu det gjaldt. Svøm langt.
Humøret var højt og stemningen god. Ind i omklædningen, hvor eleverne selvfølgelig vaskede sig grundigt med sæbe, som man jo gør, før man går i svømmehallen, og så ind på kanten og være klar.
Nu var spændingen blevet suppleret med lidt nervøsitet. Hvor langt kan jeg svømme? Kan jeg klare det?
- Det er hårdt at svømme i 20 minutter, men eleverne i 3. klasse er nogle rigtige fightere, som bed tænderne sammen og kæmpede bravt. Da de 20 minutter var gået, var det nogle trætte svømmere der kom op af vandet. De seje svømmere havde i gennemsnit svømmet hele 570 meter, fortæller Kenneth Zornig Svenstrup der er
souschef/pædagogisk afdelingsleder på Alkestrupskolen.
Belønningen for anstregelserne kom den 10. juni, da klassen, af sine svømmelærere, fik at vide, de var blevet nummer 1, og dermed den bedste 2.-3. klasse i hele Danmark.
Klassen blev belønnet med diverse præmier fra Trygfonden, inspirationsmateriale samt en pengepræmie, som skal bruges på en sjov og spændende aktivitet.
pm