Fortsæt til indhold

KøgeBibliotekerne står i Sommerbogens tegn

Arkiv
Arkiv

KØGE: Sommerferien står for døren - og fra den 19. juni til 22. august vil KøgeBibliotekerne stå i Sommerbogens tegn.
Alle skolebørn modtager i disse dage en fin gul flyer med indbydelse til at deltage.
Torsdag den 19. juni kl. 12.00 vil HKH Kronprinsesse Mary på Odense Centralbibliotek åbne årets Sommerbog. Alle kan opleve denne festlighed som live webcast via www.Pallesgavebod.dk. Derefter er det bare med at komme i gang med at læse!
For at gennemføre Sommerbogen skal man læse tre bøger og fortælle om dem enten på PallesGavebod.dk eller på et anmeldelsesark fra biblioteket.
- På www.PallesGavebod kan man både fortælle i tekst og optage en video, og man deltager herefter i flere konkurrencer. Der er præmie til: Bedste anmeldelse, Bedste videoanmeldelse og flest anmeldelser – samt lodtrækning om hovedpræmien blandt alle, der gennemfører. Desuden kan man være heldig at vinde bogpræmier hver uge. Så der er masser af gode grunde til at være med på www.PallesGavebod - ikke mindst fordi man deler sin læseglæde med andre børn i Danmark, oplyser børnebibliotekar Pia Knudsen fra KøgeBibliotekerne.
Alle 6–16 årige i Køge kommune, som gennemfører Sommerbogen, får en spritny, lækker bog i gave.
- Kom på bibliotekerne i Borup, Herfølge eller Køge og få din børnebibliotekar til at hjælpe med at finde gode bøger til sommerferien. Vi glæder os til at komme i gang og dele læseoplevelser med børnene, slutter Pia Knudsen.
pm