Fornemt besøg hos det tyske mindretal
Det er efterhånden blevet en tradition, at den siddende statsminister og oppositionens statsministerkandidat besøger det tyske mindretal i Danmark i løbet af valgkampen
Lørdag den 13. juni afholdt det tyske mindretal sit årlige sommerarrangement på Knivsbjerg, og her fik de fornemt besøg, da Lars Løkke Rasmussen kom forbi. Også Venstres medlem af kontaktudvalget for det tyske mindretal Ellen Trane Nørby deltog. Sommerfesten på Knivsberg har været afholdt siden 1894.
Formålet med besøget af Lars Løkke Rasmussen, Ellen Trane Nørby og Peter Christensen var at vise venstres støtte til det tyske mindretal og understrege det gode samarbejde.
Lars Løkke Rasmussen kom i sin tale ind på 60-året for København-Bonn-erklæringerne, og den ekstraordinære begivenhed, at forbundskansler Adenauer og statsminister H.C. Hansen i 1955 kunne underskrive erklæringerne kun 10 år efter afslutningen af 2. verdenskrig og besættelsens ophør.
Derudover understregede Lars Løkke Rasmussen, at det dansk-tyske mindretal i dag er et forbillede for mindretal i hele verden, hvor modsætninger mellem mindretal og flertal kommer til udtryk på voldsom vis.
Festen udgør et vigtigt samlingspunkt for mindretallet i Sønderjylland. Omkring 1000 mennesker var mødt op for at deltage i fejringen, hvor der var aktiviteter for alle aldersgrupper herunder idrætsaktiviteter, livemusik og en festmiddag. Ellen Trane Nørby påpegede efter arrangementet, at samarbejdet mellem venstre og det tyske mindretal fungerer rigtigt godt i hverdagen og det at deltage i den festlige Knivbergfest kun understregede det gode forhold.