Fortsæt til indhold

Haver er ikke længere blot til pynt

Moderne mennesker vil dyrke deres have. De vil få noget til at gro

Arkiv
Af Gusta Clasen, Haveselskabet

Haver er ikke blot til pynt. I dag er der langt flere, som dyrker have, end for blot få år siden. Men hvad får moderne mennesker ud af at dyrke deres have?
Ifølge en stor international trendrapport fra Garden Media i 2014 er der langt flere, der dyrker have nu end for blot få år siden. Rapporten fastslår, at vi tilbringer langt mere tid udendørs – og ikke mindst i haverne.

At få noget til at gro

Jesper Corfitzen, havefaglig leder i Haveselskabet ser også den tendens i Danmark.
“Tidligere var det mest pensionister og plantenørder, der rigtig gik op i det med have, men i de seneste år er rigtig mange nye entusiaster sprunget ud i det grønne – og en del af dem har kun en altan eller en baggård til rådighed,” fortæller han.
Moderne mennesker vil dog mere end blot at slappe af i haven. De vil være aktive og få noget til at gro - og gerne noget spiseligt.
“Ur-instinkterne er kommet op i os. Vi vil dyrke noget i haven, som vi kan bruge. Kål, høns, krydderurter eller honning. Så der er mere fokus på nyttehaven end på prydhaven i disse år, mener Jesper Corfitzen fra Haveselskabet.