Fortsæt til indhold

Solrød Center trænger til et løft

Ny debatoplæg præsenterer en række konkrete ideer til forbedring af Solrød Center.

Arkiv
Martin Rasmussen

BYFORNYELSE: Det er tid til en markant opgradering og fornyelse af Solrød Center, som bedre skal udnytte de byrum og muligheder, som centret har.
Det mener i hvert fald Solrød Strands Grundejerforening og Solrød Centerforening. De har i fællesskab fået udarbejdet et gennemarbejdet og velillustreret oplæg, der rummer en lang række forslag og mulige forbedringer med udgangspunkt i de eksisterende rammer.
Ambitionen er at give Solrød Center, der blev bygget tilbage i 70'erne, et væsentligt løft.
Oplægget har fået titlen "Mod til egne veje", og det er et katalog over ideer for centret.
- Det skal ikke udelukkende være af nød og praktisk behov for dagligvarer, at Solrøds borgere går i Solrød Center. Det skal være forbundet med lyst fremkaldt af et grønt og aktivt byrum, som opfordrer til rekreation, oplevelser, samvær og leg, lyder ambitionen fra de to foreninger.
Oplægget behandler blandt andet forskellige muligheder for at ændre den meget ensartede belægning i centret og anvendelse af vand og mere beplantning for at skabe mere spændende og inspirerende byrum.
Solrød Center skæres over i to dele af jernbanen, og det er en udfordring for området, at passagen ved stationen er mørk og trist. Her foreslår foreningerne blandt andet at fjerne afskærmninger for at åbne området mere op, lige som brug af nye materialer og lyskilder kan gøre passagen mere indbydende. Desuden foreslås arealet ved Stationspladsen brugt til en ny, stor legeplads.
- Udvikling af stationspladsen er en unik mulighed for Solrød som by. Pladsen ligger absolut centralt for bylivet, hvilket gør den nærværende og relevant for alle kommunens borgere. Pladsen ligger derudover lige for øjnene af de tusindevis af togpassagerer, som dagligt passerer gennem byen i S-tog. Rigtigt anvendt giver udviklingen af stationspladsen således mulighed for et gevaldigt løft til bylivet og erhvervslivet men samtidig et meget pænere ansigt udadtil. Solrød har som by brug for en stærkere profil udadtil og også dér vil pladsen kunne spille en central rolle, lyder argumentet i oplægget.
Fra initiativtagernes side understreger man, at det ikke er en endelig løsning, man nu har sendt ud til offentligheden - men i stedet et debatoplæg til borgere og politikere, som har mulighed for at bruge oplægget som afsæt til en debat om centret.