Fortsæt til indhold

Cirkus Løkke kom til byen

Han kom, han hilste og han kørte. Lars Løkke Rasmussen gav en kort optræden

Arkiv
Louise Ritter

De tre midaldrende esbjergensiske kvinder må helt op på tæerne med mobiltelefonerne holdt ud i strakt arm over hovederne for bare at kunne forevige et par hårstrå.

“Men jeg fik til gengæld et godt billede af hende der fra TV Avisen,” lyder det ganske tilfreds fra en af kvinderne.
Nogen vil uden tvivl også hævde, at DR's Anna Gaardslev er kønnere at skue end Venstres Lars Løkke Rasmussen, men nu er det jo bare ham og ikke hende, der ligger lunt i svinget til at indtage statsministerrollen efter valget.
Ikke desto mindre må mange esbjergensere tage til takke med et blik på de tv-nyhedskendisser, der ledsager Lars Løkke Rasmussen, da han fredag eftermiddag aflægger lynvisit i Kongensgade - for tæt på hovedpersonen selv er det svært at komme. På henholdsvis højre og venstre side har han borgmester Johnny Søtrup og Venstres spidskandidat i Esbjerg, Carl Holst. Dertil kommer flere tv-hold, andre pressefolk og Venstres egne folk, der er 'flot' repræsenteret.

Også en til naboen

Alle snakker de internt og for tændte mikrofoner, mens der spadseres ad Kongensgade. Indimellem bryder den jakkesætsklædte arm ud af muren for at dele en brochure ud til forbipasserende - enkelte får to, for så er der også til naboen, som Lars Løkke Rasmussen siger.

Kun få har held til at trænge den anden vej. En af dem er mindre end en meter, men har status af borgmesterbarnebarn, og det udløser et håndtryk.

Det får den 18-årige Anders Uldahl fra Tjæreborg også. Han sidder i solen og får en pizza med sine kammerater, da Lars Løkke Rasmussen pludselig står bag ham.

“Er der nogen af jer, der skal stemme for første gang? Så husk lige at stemme Venstre,” smiler han.
Anders Uldahl smiler tilbage og forsikrer om, at det har han bestemt også tænkt sig.

Kort efter er forestillingen slut, og Cirkus Løkke forlader byen med lynets hast.

“Carl vil have vækst i vest. Jeg vil have det i vest og øst, nord og syd.” Lars Løkke Rasmussen deler valgmateriale ud i Kongensgade.