Antallet af hjemløse i Vejle fordoblet på et år
I løbet af bare et år er antallet af hjemløse i Vejle fordoblet. Mange helt unge ender i misbrug og prostitution
Det går alt for galt for alt for mange unge vejlensere.
Det oplever man hos Café Parasollen. Antallet af unge på samfundets absolutte bund stiger markant, de unges nedtur sker overraskende hurtigt, og kun ganske, ganske få formår at vende nedturen og komme velfungerende ud på den anden side.
“Folk tror ikke, at den slags foregår lige her i lille, smukke Vejle. Men det gør det. Og det bliver værre og værre,” siger Sanne Bjerggård.
Hun er social mentor på caféen, hvor hun arbejder tæt sammen med en anden social mentor Inger Heeddegård.
De møder ofte unge, som er gledet ud af blandt andet uddannelsessystemet, hvor UU-vejleder Morten Skovlund ofte har mødt dem tidligere i forløbet.
De tre føler et fælles behov for at råbe vagt i gevær.
“Problemet med unges hjemløshed, psykiske problemer, prostitution og stofmisbrug er meget større, end folk tror. Lige her i vores Vejle,” siger Morten Skovlund, der også er politisk aktiv hos Socialdemokraterne.
Senest har caféen gennemført en hjemløsetælling for Socialforskningsinstituttet.
Rapporten offentliggøres først til august, men lokalt registrerede man 91 hjemløse mod 45 sidste år.
Det vil altså sige, at antallet af kendte hjemløse er fordoblet på bare et år. Dertil kommer dem, som systemet ikke kender til. Dem er der nemlig også en del af, vurderer Inger Heeddegård.
“Nutidens hjemløshed ser ikke altid ud, som det gjorde i gamle dage. Mange hjemløse overnatter på skiftende bekendtes eller fremmedes sofaer, indtil det kommer til at gå dem endnu værre,” siger hun.
Den totale nedtur
Sanne Bjerggård og Inger Heeddegård giver et eksempel på, hvor hurtig og hvor total en “almindelig” nedtur kan være for en ung vejlenser.
Beretningen er baseret på eksempler fra deres berøringsflade, men omhandler altså ikke nogen bestemt.
“Der er tale om en ung pige på 16 år. Hun kommer fra en dysfunktionel familie og flytter hjem til sine bedsteforældre.
Efter lidt tid begynder hun at ryge lidt hash. Og hun finder ud af, at man kan købe hash ved højbanen. En dag falder hun i snak med en mand, der er meget ældre end hende selv. For et blowjob eller et knald vil han forsyne hende, og de går hjem til ham.
Men han forsyner hende ikke med hash, men derimod med heroin, som han selv fixer hende med.
Pigen får et misbrug, som sender hende på sygehuset og i afvænning, men hun får tilbagefald.
Bedsteforældrene smider hende ud, og hun er nu hverken velkommen hos dem eller hos sine forældre: Hun er hjemløs og må hutle sig fra overnatning til overnatning og stoffer, hvilket hun gør ved at prostituere sig.
For at få til dagen og vejen sælger hun nu også stoffer. Hun kommer i gæld til bagmændene og risikerer voldelig afstraffelse, hvis hun forsøger at bryde med miljøet,” fortæller de to sociale mentorer, der flere gange har mødt de truende bagmænd og set resultatet af deres metoder.
Det beskrevne forløb varer kun omkring fem år.
Vågn op
De tre omkring bordet i Café Parasollens mødelokale er frustrerede over deres oplevelser.
“Det er slemt nok allerede, men efterhånden som en række nye reformer træder i kraft, forudser vi, at endnu flere unge ryger ud over kanten,” siger Sanne Bjerggård.
De tre anerkender, at der er mange hjælpeordninger og systemer, men mange af de unge kan ikke finde ud af at operere mellem de mange forskellige kontorer.
“Hvordan skal en ung, som ikke formår at have en relation til et eneste menneske, kunne finde ud af at fungere med en hel stribe myndighedspersoner,” spørger Inger Heedddegård.
“Systemet mener, at det væsentligste er at få de unge uddannet. Men de unge evner ikke at tage en uddannelse. Så uddannelse er ikke det væsentligste. De psykiske problemer er det væsentligste,” siger Morten Skovlund.
De tre er enige om at anerkende systemets gode vilje.
“Men systemet har brug for at anerkende den viden, som vi, der er ude i den virkelige verden, har,” siger Sanne Bjerggård.
De tre har formuleret en lille stribe konkrete forslag, som politikerne og myndighederne kunne tage afsæt i, hvis de ønsker at arbejde videre med problemerne. Se forslagene og læs politikernes kommentarer her nedenfor.