Fortsæt til indhold

Iversen vil have revanche i mestermødet med Nicki

Det er mestrene fra de tre seneste sæsoner, der mødes, når Esbjerg Vikings og Niels-Kristian Iversen tager imod Holsted Tigers og Nicki Pedersen

Arkiv
Arkiv

Det blev vanvittigt nervepirrende, da Esbjerg Vikings og Holsted Tigers krydsede klinger første gang i denne sæson, hvor matchen blev afgjort med et enkelt point efter et dramatisk sidste heat med verdensstjernerne Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen. Begge kørere var med til at hente sølv til det danske landshold i weekenden, og onsdag aften står de overfor hinanden på Granly Speedway Arena igen, og der skal regnskabet gøres op.

"De trak det længste strå sidst, men den her skal vi vinde. Selvom de lider lidt under skader, så er det stadig et godt hold, men vi holdt det tæt ude hos dem, så nu skal vi hente både en sejr og et bonuspoint," fastslår Niels-Kristian Iversen, der som altid ser frem til den interne duel mellem de to kørere, der har været de mest markante i dansk speedway i et godt stykke tid.

Tvekampen mod Nicki Pedersen er altid god underholdning, og her skal skuffelsen fra hold-VM også viskes af tavlen.

"Vi er de to danskere, som primært har kæmpet om det de seneste par år, hvor vi er dem, der har lavet de bedste resultater. Det er altid en god dyst, og jeg går da efter at slå ham, så vi kan vinde på hjemmebane. Det gik ikke, som vi havde håbet til hold-VM, men så er det, man skal vise sig som et mandfolk og rejse sig," slutter Niels-Kristian Iversen inden han skal i ilden mod Nicki Pedersen, som han på suveræn vis vandt finalen i Best Pairs sammen med.

Nu står de to overfor hinanden, og Esbjerg Vikings med Iversen i spidsen jagter revanche.