Eventyret om den forudsigelige succes
Roskilde Lærerforening Formanden for Skole- og Børneudvalget, Claus Larsen, fortæller i Roskilde Avis 27. maj et eventyr om Folkeskolen: Folkeskolen bliver en succes! Enhver dansklærer kender eventyrgenren som en fast og forudsigelig skabelon for en fortælling med en lykkelig afslutning, hvor prinsen typisk får prinsessen og det halve kongerige. Det må være denne genre Claus Larsen har valgt som ramme for sin fortælling! Den brede pensel svinges muntert – uden smålig hensyntagen til historisk perspektivering eller anerkendende respekt for andre menneskers oplevede erfaringer. Man forstår, at vi bevæger os fra en hidtidig fiasko til en strålende succes. Vi er i gang med intet mindre end ‘Danmarkshistoriens største reform af den danske folkeskole’. Claus Larsen opridser fem grunde til den forudsigelige succes. Inden vores folkevalgte forsvinder helt op i de tynde luftlag, vil det være godt med en nærmere forklaring fra politikerne på, hvordan det alt sammen skal kunne lade sig gøre, uden at lærerne har den nødvendige tid til opgaverne. Hvis fx bevægelse skal være mere end hop på stedet, og hvis det skal give mening i faglig sammenhæng, kræver det noget mere tid til forberedelse, end hvad lærerne typisk gives i indeværende år. Hvis teori og praksis skal kobles mere sammen, og mere dansk og matematik ‘ikke behøver være kedeligt’, må det uddybes, hvordan det skal kunne lade sig gøre for læreren med 25-28 elever i fx 28 ugentlige lektioner og kun 5 timer til at forberede det hele? ‘Alle skal blive så dygtige, de kan – uanset deres sociale baggrund’. Hvornår har vi skullet noget andet i Folkeskolen? Tror politikerne, at nydelige ord er tilstrækkeligt, når inklusion i Roskilde kun måles på antallet af inkluderede elever og ikke på kvaliteten af indsatsen. Lærerne knokler hver dag med at give alle elever den bedst mulige undervisning, hvor alles behov tilgodeses i videst muligt omfang. Men lærerne har sværere og sværere ved at få enderne til at nå sammen. Inklusion er et investeringsprojekt, der koster penge. Alternativt vil ressourcestærke forældre fravælge folkeskolen og overlade den til de, der ikke har noget valg.
En ukendt fremtid
Der er i sandhed tale om en reform af historiske dimensioner. Det historiske ligger imidlertid ikke i hverken indholdet eller rammen. Men reformen er historisk underfinansieret med 4 mia. kr. som lærerne betaler med mere undervisning og mindre forberedelse. Ligeledes er det historisk, at man fratog lærerne deres faglige autonomi, forblændet af troen på stærk ledelse som vejen til konkurrencestatens utopia, og nu arbejder på at reducere lærerne til ‘læringsagenter’ under stram målstyring. Det er muligt, at det er at sammenligne med ‘håret i suppen’, som Claus Larsen beskriver det; men for de, der dagligt færdes i det, er der snarere tale om ‘parykken i Knorr-koppen’. Historien vil vise, om denne ensretning vil give landet reflekterende, oplyste og veluddannede borgere med de kompetencer, en ukendt fremtid vil fordre. Claus Larsen konstaterer, at vi (?) har fået tre år til at gennemføre hele reformen. Tre år er lang tid i børnenes liv. Tre år er en uendelighed for barnet med særlige behov, der ikke kan tilgodeses på skoler med økonomisk klemte skoleledere og pressede lærere uden plads til faglig professionalisme. Men tre år er blot et komma i det store perspektiv. Måske vil vi om bare 20 år ryste på hovedet af nutidens ‘regnearkstænkning’ og klippefaste tro på, at bare vi lader være med at tale om problemerne, så findes de heller ikke. Hvis ikke politikerne tager virkeligheden alvorligt, kan Claus Larsens eventyr om den forudsigelige succes meget vel ende som H.C. Andersens eventyr Svinedrengen, hvor prinsessen netop ikke får sin prins. “Ach, Du lieber Augustin, Alles ist væk, væk, væk!”