Kæmpe nederlag til Region Varde Elitesport
Fjeldsted fik sin hævn efter et stort nederlag først på sæsonen til RVE
Region Varde Elitesport indledte sæsonen i superligaen i speedway med at vinde med hele 20 point hjemme over Fjeldsted.
Men forud for returmatchen i Fjeldsted i aftes havde fynboerne svoret hævn – og dén fik de. Endda med en 50-36 sejr over vestjyderne.
RVE fik slet ikke et ben til jorden og kom tidligt i matchen bagud med både seks, otte og ti point, og kunne blot se på at en suverænt kørende Peter Kildemand fra Fjeldsted kørte den ene sejr efter den anden ind og således endte på samlet 17 point.
Mads Korneliussen blev Region Vardes topscorer med 14 point, mens Max Fricke og Samuel Masters hver indkørte 10 point. Australske Fricke måtte i øvrigt udgå af to heat.
Dermed ligger Fjeldsted fortsat helt i toppen af Dansk Metal speedwayligaen, mens Region Varde Elitesport med to sejre og tre nederlag ligger tredjesidst.
Næste match for RVE er på onsdag, hvor rækkens nummer to Munkebo tager imod.