Farvel med fortsættelse
Advokat Niels Krüger stopper efter 40 år i familie-firmaet – og er klar til nye opgaver
En af Roskildes kendte og mest erfarne advokater, Niels Krüger, stopper efter 40 år i advokatfirmaet Roar, hvor hans familie har været med i fire generationer. Hans morfar Valdemar Erntoft startede det tilbage i 1906, og sønnen Michael Erntoft Krüger fortsætter nu som fjerde generation i virksomheden. Den snart 70-årige Niels Krüger stopper dog ikke med at arbejde, men vil forsætte som selvstændig juridisk konsulent og er allerede i gang med at forberede sit nye arbejdsliv.
Ramt af bankkrakket
Når Niels Krüger stopper i firmaet nu, er det en konsekvens af krakket i Roskilde Bank tilbage i 2008, hvor han var næstformand. Her lurer stadig en stor retssag, om hvorvidt den valgte og ansatte ledelse kan gøres ansvarlig for de meget store million-tab ved krakket. - Da advokat-firmaet for et år siden skulle have fornyet sin forsikring, var det ikke muligt for mig at få en ny forsikring, fordi at erstatningssagen ikke er afsluttet. Uden forsikring kunne jeg ikke fortsætte som advokat og udtrådte derfor som partner, forklarer Niels Krüger. I stedet er han fortsat som juridisk konsulent i firmaet for at gøre sine egne sager færdige og hjælpe kollegerne. Men disse opgaver er nu fuldført, og der er ikke udsigt til nye opgaver.
Nye tider
Gennem de 40 år, Niels Krüger har arbejdet som lokal advokat, har han altid haft nok at gøre, bl.a. med dødsboer, konkurser og ejendomshandel. I løbet af den periode har han set Roskilde udvikle sig fra en mellemstor provinsby til en lille storby præget af de mange store begivenheder hver år, de mange uddannelsessøgende – og fortsat et stort handelsliv, der nu domineres af kæder. - Dengang var byen meget mindre og blev styret af forholdsvis få mennesker, der kendte hinanden godt. En stor del af butikkerne var ejet af de samme familier, som vi også arbejdede sammen med. -Man kan sige, det var en provinsby på godt og ondt. De nære relationer, hvor man stolede på hinanden, var en fordel i mange tilfælde, men der var også et præg af loge, som nu er blevet langt mindre.
Tillid nødvendig
De samme styrker og svagheder var efter Niels Krügers mening årsagen til Roskilde Banks storhed og fald. Gennem 15 år var han dirigent på generalforsamlingerne, der var en lille byfest, hvor flere tusinde mennesker til sidst deltog i Roskilde-hallerne. Så kom han i bestyrelsen og var i de sidste tre år næstformand. - Da det hele gik opad, var det fint, at vi kendte og stolede på hinanden. Gennem mange år var banken jo et lokomotiv, der både trak handelsliv, kultur og sport fremad i Roskilde. - Bagsiden er imidlertid, at så stor tillid også kan være farlig, hvis man bliver ført bag lyste med forkerte oplysninger, men det er jo som bekendt nemt at være bagklog. - Som udgangspunkt er man også nødt til at stole på hinanden i en erhvervsvirksomhed, hvis man skal kunne udrette noget sammen. I bankens bestyrelse var vi ikke finans-eksperter, men havde vores almindelige sunde fornuft, og når Finanstilsynet sagde OK helt frem til afslutningen, stolede vi på det. - Men selvfølgelig fritager det os ikke for ansvar i sidste ende, og det skal retssagen nu tage stilling til.
Brug for erfaring
- Så nu vil jeg arbejde på at finde opgaver som juridisk konsulent og satser på, at der er brug for mig som har 40 års erfaring og stort lokalt kendskab, forklarer Niels Krüger. Privat bor han sammen med hustruen gennem 32 år Hanne, og tilsammen har de i alt fire børn. Reception: Niels Krüger markerer sit 40 års jubilæum som advokat og afskeden med advokatfirmaet Roar ved en reception fredag den 19. juni, klokken 14-17 i Roskilde Golfklub, Margrethehåbsvej 116.