Linse hos reddede hunde
Gav 10.000 kroner
Linse Kessler mødte op på Roskilde Dyreinternat onsdag middag for at se til de mange mishandlede hunde, der ankom mandag aften.
Samtidig gav hun 10.000 kroner til internatet, der skal bruges til at bringe dyrene i en god stand igen.
Dyrlæge og leder på stedet Rikke Christensen-Lee var glad for at se Linse, som flere gange har givet økonomisk støtte til stedet og også været med til at redde andre mishandlede hunde ud af en slem kattepine.
En af dem, hendes hund Jytte, har hun købt på internatet i Roskilde.
Syge men glade
De 90 hunde blev bragt til Rikke Christensen-Lee mandag aften. De blev reddet fra en kennel på Sydsjælland, hvor de gik rundt i lort til bugen.
Rikke Christensen-Lee forklarer, at hundene utroligt nok er tillidsfulde trods deres grumme opvækst. Men at mange af dem også er rigtig bange.
Mange har tandproblemer og rådne tænder, flere har misdannelser og dårlige øjne. Enkelte var så forkomne, at de måtte aflives.
Glade dyr
Rikke Christensen-Lee har fået hjælp til at klippe de mange hunde.
Tirsdag aften kunne dyrlægen melde, at alle hundene var blevet klippet og vasket. De havde fået klippet kløer og var blevet sundhedstjekket og havde fået en masse hygge og nus.
De har været ude og nyde den friske luft, og glæder sig til en god nat uden ulækker pels og dårlig lugt.
I løbet af de næste dage skal vi have renset tænder på dem alle sammen, og have undersøgt dem nøjere, oplyser Rikke Christensen-Lee.
Man kan donere hjælp via mobilpay på 81 88 05 48.
Adressen er Darupvej 131.
ag@roskildeavis.dk