Sønderjysk Forsikring tøver med flytning
Ekstraordinær generalforsamling om flytning fra Sønderborg er udskudt
Kritikken er haglet ned over Sønderjysk Forsikring efter meddelelsen om, at selskabet flytter hovedsædet fra Sønderborg til Aabenraa.
Nu har bestyrelsen i Sønderjysk Forsikring G/S besluttet, at udsætte den igangværende beslutningsproces vedrørende eventuel flytning af hovedsædet. Derfor er den ekstraordinære generalforsamling den 15. juni nu aflyst.
"Vi har lyttet, og det især til vores delegeretforsamling, som består af 35 medlemmer heraf 11 nye. Bestyrelsen har ønsket at uddybe informationen til delegeretforsamlingen, da det er vigtigt, at alle delegerede føler sig ordentligt klædt på til beslutningsprocessen. Det allerede udarbejdede materiale til de delegerede vil derfor blive tilføjet yderligere bagvedliggende analyser. Uddybet skriftligt materiale vil tilgå de delegerede efter sommerferien. Herefter indkalder vi på ny til en ekstraordinær generalforsamling jf. vedtægterne," skriver Sønderjysk Forsikring i en pressemeddelelse.