Fælles valgfest i Varde
Alle er velkomne d. 18. juni på Hotel Arnbjerg hvor Varde Bibliotek og Demokrati på vestjysk afholder fælles valgfest
Aftenen starter med fællesspisning for de tilmeldte.
Derefter er arrangementet åbent og kræver ingen tilmelding.
Underviser i forfatningsret på Syddansk Universitet og Trainee hos FOCUS advokater, Jesper Kusk Markvart fortæller om valgret, valgbarhed og regeringsdannelse og om, hvad der sker, hvis den
unikke situation opstår, at både rød og blå blok står uden flertal!
Der vil være oplæg og underholdning mens vi venter på at valgresultaterne begynder at tikke ind. Blandt andet vil Jesper Kusk Markvart underholde med juraen omkring expropriation af randzoner og bandet LEAP, der er et lokalt fem mands band kommer og spiller blues/rock, funk og pop rock.
Mette With Hagensen vil lede os igennem aftenen, når valgresultaterne begynder at komme ind. Vi følger de landsdækkende resultater på TV på storskærm og på KMD valg, hvor vi kan følge
med efterhånden som de lokale resultater i Varde er talt op og hvor vi kan sammenligne resultaterne med seneste folketingsvalg. De lokalt opstillede kandidater, der har mulighed for det, vil deltage i aftenen.