Fortsæt til indhold

Vardenser bliver programansvarlig i SOS Børnebyerne

Annemette Danielsen, født og opvokset i Varde, er startet som programansvarlig i SOS Børnebyerne

Arkiv
Kim Schou

Annemette Danielsen, tidligere konsulent inden for udviklingsbranchen og langvarigt bestyrelsesmedlem i IBIS, skal nu være ansvarlig for SOS Børnebyernes projekter for udsatte og forældreløse børn i Laos og Cambodja.
Desuden skal hun løse en række tværgående opgaver på SOS Børnebyernes kontor på Amerikavej på Vesterbro.
Gennem voksenlivet har Annemette Danielsen delt sit engagement mellem udviklingslande og hjemlandet Danmark. Hun er uddannet cand. mag i pædagogik, har arbejdet som socialpædagog med børn og unge og gennem mange år undervist på Ballerup-seminariet.
Ved siden af har Annette Danielsen helliget sig det frivillige arbejde, blandt andet i UNESCO's nationalkommissions uddannelseskomite, Sex og Samfunds bestyrelse og ikke mindst har Annemette Danielsen gennem 21 år siddet i bestyrelsen for IBIS og en overgang også været forkvinde for organisationen.
I 2004 blev hun koordinator for Børne- og Ungdomsnetværket, der tæller mere end 50 organisationer, der arbejder med børn og unge i udviklingslandene.
”Her lærte jeg SOS Børnebyerne at kende som en organisation med et meget stort og positivt engagement,” siger Annemette Danielsen.

Erfaring som international konsulent

Fra 2006 har Annemette Danielsen været konsulent for frivillige organisationer i store del af verden.
”Det har givet mig et grundigt kendskab til mange lande og udviklingsarbejdets metoder og udfordringer. Jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer i spil for SOS Børnebyerne,” siger Annemette Danielsen, der altså kommer med en velassorteret og omfangsrig værkstøjskasse.
Hun fortsatte konsulentarbejdet fra Thailand, da hendes mand blev udstationeret i landet, men nu vender familien tilbage til Danmark.
”Jeg har været rigtig glad for konsulentarbejdet. Men jeg har også savnet sammenhæng og kontinuitet. Jeg glæder mig til at være en del af nogle længere arbejdsprocesser og at kunne følge tiltag og forandringer. Gennem konsulentarbejdet har jeg fået et godt kendskab til Cambodja, og jeg ser frem til også at lære Laos bedre at kende. Jeg glæder mig i det hele taget til at kunne bruge min erfaring og medvirke til videreudvikling af kvalitet og styring af programmer i SOS Børnebyerne,” siger Annemette Danielsen.
Privat er Annemette Danielsen gift og har tre voksne børn.