Jonas klima-formand igen
Enhedslistens frontfigur i Roskilde gennem flere år, Jonas Paludan, vender tilbage til byrådet og partiets post som formand for Klima- og Teknikudvalget. Han har haft orlov fra siden september 2014, fordi han skulle tage den afsluttende eksamen i pædagogikum og dermed blive helt færdig som gymnasielærer. Han allerede har undervist gennem flere år på Roskilde Gymnasium ved domkirken, men er nu også kvalificeret til en fast stilling som adjunkt. Under Paludans orlov har Anna Bondo vikarieret for ham i Enhedslistens byrådsgruppe, der også består af Henrik Stougaard og Susanne Lysholm. Men den vigtige post som formand for Klima-udvalget, som partiet lægger stor vægt på, blev overtaget af den radikale Jeppe Trolle. Enhedslisten mente simpelthen, at han med sine synspunkter ville være bedst til opgaven - hvilket er ret usædvanligt i politik. Ved Paludans tilbagekomst får han alle sine tidligere poster igen, undtagen pladsen som medlem af bestyrelsen for Roskilde Museum, der overtages af Henrik Stougaard.