Fortsæt til indhold

Pølsesnak til valget

Arkiv
Arkiv

I valgkampens slutspurt fik LO-Roskilde fem folketingskandidater med til et usædvanligt møde ved Inges Pølsevogn på Sortebrødre Plads bagved Kvickly. Her Kunne interesserede vælgere få en rød pølse og en snak med fem af de lokale politikere. Formanden for den lokale fagbevægelse Torben Jørgensen havde selvfølgelig inviteret vennerne fra arbejderpartierne: Mette Gjerskov (S), Tina Boel (SF) og Christian Juhl (El), som dog først nåede frem med forsinkelse. Men Merete Dea Larsen (DF) og Chr. Wedell-Neergaard (Kons.) var heller ikke bange for at møde frem og diskutere emner som: Social dumpning med løntrykkeri og vækst i den offentlige sektor for at bevare velfærden. Trods regnvejret mødte en del frem for at møde de lokale kandidater på denne mere uformelle måde og få tale direkte med dem. Den gemytlige tone blev slået an lige fra starten, da Chr. Wedell erklærede: - Vi er kommet for at riste de røde. (Foto: Erling J.)