Fortsæt til indhold

Døve renoverer for halvanden million

Fredericia tegnsprogsforening bygger om og forbedrer

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Vi har haft ejendommen i 65 år. Alligevel er det første gang vi totalrenoverer. det er meget tiltrængt,” siger Daniel Vest på tegnsprog.
Han er formand for Fredericia Tegnsprogsforening, og dermed er han også tovholder på foreningens projekt i den store, gule ejendom på Egeskovvej ned mod rundkørslen på Frederik Den III's Plads.
Og det er et stort projekt: I alt er det budgetteret til halvanden million kroner, fortæller Daniel Vest.
“Vi har talt om det her i 20 år. Medlemmerne har efterlyst en renovering, og i bestyrelsen har vi flere gange haft emnet oppe. Det har også været på tale at sælge bygningen, men dén tanke blev hurtigt skudt ned, fordi ejendommen er så historisk,” siger han.
Ejendommen blev i sin tid bygget af døve til døve. En lokal murer, som var døv, byggede ejendommen, som skulle være mødested for døve. Og det har den været lige siden. Fredericia tegnsprogsforening har 250 medlemmer fordelt ud i Trekantområdet.

Investering og konferencer

Huset rummer klublokale og en hyggelig bar til den månedlige fredagscafé. Og dertil de selskabslokaler og køkken, der har lagt gulv, ovne og vægge til mange fester gennem årene.
Renoveringen af ejendommen blev skudt i gang sidst i maj og ventes først afsluttet midt i august.
“I mellemtiden kan man ikke leje lokalerne. Vi har ellers haft mange forspørgsler, men er selvfølgelig nødt til at sige nej, men arbejdet står på,” siger Daniel Vest.
Som led i renoveringen flyttes hovedindgangen, og den store trappe til førstesalen laves om, så der kan monteres en kørestolslift på den.
Når huset genåbner er det ikke “kun” med selskabslokaler.
“Vi har valgt også at indrette lokalerne, så de kan bruges til konferencer. Det vil blandt andet sige, at der skal være AV-udstyr og den slags,” siger han og understreger, at konferencelokalerne udlejes uden personale og forplejning. Til gengæld er det billigere, siger han.
“Gennem årene har vi mange gange oplevet, at folk har spurgt ind til muligheden for at holde en konference i huset. Så vi synes, at det er det rigtige at indrette os til det nu,” siger Daniel Vest.
Projektet er en økonomisk udfordring for den 250 mand store forening.
“Men vi har en sund økonomi. Og det her er en investering, der gerne skulle gøre det lettere at udleje lokalerne fremover. På den måde får vi pengene hjem,” siger Daniel Vest.