Fortsæt til indhold

Mange klappede en kalv og heppede ved grisevæddeløb

Stor succes i Øster Starup, da der blev afholdt bondegårdsdag hos Ødegård Kalvekød

Arkiv
Arkiv

Ulla og Søren Thomsen på Ødegård i Øster Starup lagde igen i år deres gård til en ”bondegårdsdag” med temaet – klap en kalv og støt en hal. Og det gik rigtigt godt. Alle de mange besøgende, 170 styks i alt, som søndag 6. juni lagde vejen forbi fik oplevet en arbejdende gård med både køer, kalve, heste, høns, kaniner, og de to dejlige gårdhunde som gik rundt og hyggede sig med de besøgende.
"Der var også lynhurtige væddeløbsgrise, som sædvanen tro havde fået lokale navne til stor morskab for forsamlingen. Der kunne spilles på hvilken af grisene, der vandt. Spejderne var også på plads med et bålsted hvor der kunne laves snobrød. Vejret var frisk og kaffeboden blev godt besøgt for man kunne også købe lækker hjemmebagt kage," lyder det fra Jan Friis, der er formand for indsamlingen til haludvidelse i Øster Starup - Vester Nebel.
Overskuddet fra bondegårdsdagen går til støtte til hallen.
Som noget nyt var der i år hestevogns kørsel, og det blev et stort tilløbsstykke for der blev kørt mange ture.
"Hallen vil gerne takke alle som bakker op om dette arrangement. Stor tak til Ulla og Søren, og vi glæder os allerede til næste år," lyder det fra Jan Friis.

Klap en kalv - støt en hal. Og det gjorde mange. Foto: Jan Friis