Fortsæt til indhold

Statsfond mod stormfloden

Kandidaterne lovede bedre hjælp til de ramte ved det sidste valgmøde i Jyllinge

Arkiv
Arkiv

Alle de familier ved Roskilde Fjord, der blev ramt af stormfloden i december 2013, hvor deres boliger blev ødelagt, skal have fuld dækning for skaderne, ligesom det sker i Vestjylland. Det må staten betale gennem en særlig fond, så folk her i området ikke stilles dårligere end andre steder i landet.
Denne forbedring af de hidtidige regler kunne alle de lokale kandidater hurtigt blive enige om ved det afsluttende møde tirsdag aften på Baunehøjskolen i Jyllinge, hvor 50 deltagere var mødt op. En lokal kender anslog, at der måske var et par enkelte deltagere, som ikke på forhånd hørte til det ene eller andet parti.
Men derfor forløb det nu alligevel godt, fordi kandidaterne til Folketinget koncentrerede sig om at fremlægge deres egne ideer - frem for at rakke ned på en fordrejet udgave af de andres.
Under debatten med mange spørgsmål fra salen kom diskussionen ind på mange forskellige emner. Eksempelvis om der skal være vækst eller uændrede udgifter hos det offentlige i både stat og kommuner, og hvilke konsekvenser det vil få for sundhedsområdet, børneinstitutioner og pleje af det voksende antal ældre.
Generelt mener de røde partier samt DF, at der er brug for offentlig vækst for at kunne bevare velfærden og sætte mere gang i samfunds-økonomien.
Den borgerlige fløj i øvrigt mener, at lavere skat og mindre udgifter for virksomhederne vil få dem til at investere mere, så det give flere private job og en vækst, der kan betale for at beholde velfærden.

Stem lokalt og personligt

En anden ting kunne de fleste af paneldeltagerne dog blive enige om:
Vælgerne i Roskilde bør stemme personligt på en lokal kandidat, så domkirkebyen får valgt flest mulige ind i det nye folketing. Det er meget afgørende, når der skal træffes vigtige beslutninger om tog-forbindelser og motorveje til Roskilde eller om atom-affaldet på Risø.
Atmosfæren under hele debatten var venlig og til tider nærmest morsom. Det skete blandt andet, da Enhedslistens Christian Juhl som den allersidste taler, kom med et lille sjovt rim om alle sine modkandidater, som han nu har ført kampagne med i over tre uger. Det fik hele salen til at klappe højlydt.
tk


Kandidaterne
Ved valgmødet tirsdag aften i Jyllinge mellem otte partier deltog syv af kandidaterne, der er opstillet i Roskilde:
Knud Damgaard (LA), Mette Gjerskov (S), Christian Juhl (El.), Flemming Damgaard Larsen (V), Merete Dea Larsen (DF), Christian Wedell-Neergaard (K) og Zenia Stampe (R).
Tina Boel (SF) var syg og blev erstattet af partifællen Trine Mach.