24 timers jagt efter mus, insekter og kokasser
Der er Bioblitz på Skamlingsbanken den 20. og 21. juni
”En Bioblitz handler om at gå på opdagelse i et område og se, hvor mange forskellige dyre- og plantearter man kan finde i løbet af et døgn. Alle kan være med, og vi stiller med et stærkt hold fagpersoner, som kan hjælpe de besøgende med at finde ud af mere om de planter og dyr, de har fundet”, fortæller naturvejleder Nanna Winbladh fra Kolding Kommune.
På Skamlingsbanken bliver der stillet et stort tipitelt op, som vil fungere som Bioblitz-base. Herfra vil der i løbet af døgnet udgå en række forskellige guidede ture, som vil give de besøgende et indblik i områdets mangfoldighed.
”Vi skal bl.a. ud og se, hvad der er af levende mus i fælderne, studere møg-biller i kokasserne med den kendte formidler Morten DD, og se på orkideer på overdrevet, vandløbsdyr i bækken, fugle i krattet og fluer i fluefælden. Børnene kan også komme med ud og fiske haletudser i vandhullerne, lege insektfindere og høre om de vilde bier og blomsterne. Når natten falder på, skal vi lokke natsommerfuglene til med lys, og for de morgenfriske arrangerer Skovtrolden fugletur søndag morgen,” siger Nanna Winbladh.
Naturen på Skamlingsbanken er rig og varieret. Området rummer bl.a. Kolding Kommunes bedste overdrev, som ligger spredt mellem mindre områder med gammel løvskov og skovbevoksede kløfter. Vandløbene, som løber gennem området, har en rig smådyrsfauna, og områdets mange små vandhuller huser desuden i ynglesæsonen en større bestand af løvfrøer.
”Kommunen skal lave en samlet plan for plejen af dette unikke stykke natur i forbindelse med, at Skamlingsbanken de kommende år skal omdannes til et nationalt mødested med flere aktiviteter, bedre stier samt en række nye attraktioner”, fortæller biolog Mette List fra Kolding Kommune.
Arrangementet varer et døgn, fra kl. 10 lørdag d. 20. juni til kl. 10 søndag d. 21. juni. Men man an dukke op når det passer bedst ind i éns program. De fleste af de offentlige ture vil være koncentreret mellem kl. 10 til 14 om lørdagen. Programmet kan ses på: www.oplev.kolding.dk/bioblitz.