“Her i vores hus er der rum til flere unge mennesker”
Historien om ensomme Emma, som hader den lange sommerferie, satte gang i Alices tanker
Egentlig har tankerne været der længe - i årevis faktisk. Men det var da Alice Karstens fra Starup læste artiklen om Emma i Lokalavisen de rigtig faldt på plads.
“Jeg har længe tumlet med tanker om det der med at være ensom midt i en fortravlet verden. Det er ofte barsk at være ungt menneske i dag, og opleve hvor travlt alle andre har med venner og gøremål. Med facebook og den slags, bliver de presset,” siger hun. Og det fik hende til at komme med et forslag til døtrene på henholdsvis 12 og 14:
“Jeg foreslog dem, at vi åbnede vores hus for andre unge. Sådan man man - f.eks en dag om ugen - har et sted, hvor man kan mødes og være sammen. Jeg forestiller mig ikke at jeg skal fylde ret meget, men bare være den tryghed det er at der er en voksen til stede.
Ikke for mange planer
“Jeg har et job, hvor jeg arbejder hjjemmefra og vores sommerferie mager sig således, at vi kun er væk i én uge, så det er lidt oplagt,” fortæller Alice Karstens videre. Hvad de unge skal lave synes hun skal være op til dem:
“Børn og unge bruger kolossalt mange timer i skole og institutioner, hvor ting er skemalagt. Jeg tror de har behov for bare at kunne gøre hvad de har lyst til. Når det er sagt, kan vi naturligvis sagtens finde på noget - det er noget vi må have en dialog med de unge, og deres forældre, om,” siger hun.
Alice's døtre synes at moderens idé er alletiders. De håber at det kan give nye venner, og moderen har lovet at det ikke betyder at de skal være med hver gang, hvis de ikke vil.
Alice og døtrene bor på Starup Kirkevej i Starup. Det vil sige at der er gode muligheder for at komme til og fra med bus, hvis det er nødvendigt.
Hvis du sidder derude og synes at Alice's idé er god, og gerne vil være med, så kontakt Lokalavisen for at få telefonnummer.