Fortsæt til indhold

Finder varme efter mors død

Efter seks års sorg hjælper Headspace Roskilde Annemette Pedersen med at komme videre

Arkiv
Henrik Wanscher

Annemette Pedersen var kun 15 år gammel, da hun mistede sin mor til cancer.
Sygdomsforløbet og morens bortgang tog hårdt på både Annemette og hendes familie.
Hvert medlem havde valgt deres egen måde at håndtere den frygtelige tid, og da den nåede sin tragiske slutning, endte det med, at familien brød sammen.
Med undtagelse af en tolv år ældre storebror mistede Annemette kontakten til sit ophav.
Igennem næsten seks år var hun tilknyttet en læge, en håndfuld psykologer samt en terapigruppe, der skulle hjælpe den unge kvinde igennem tabet af moren og familien.
Nogle af tiltagene virkede bedre end andre, men det var først, da hun blev tilknyttet Headspace Roskilde, der støtter unge mennesker, at Annemette fandt kræfter til at lægge fortiden bag sig.
- Hos psykologerne følte jeg ofte, at ingen rigtig tog stilling til mig, og det var en kold fornemmelse, fortæller den nu 22-årige Annemette Pedersen og fortsætter:
- Men da jeg begyndte at komme hos Headspace, oplevede jeg varme og lyst til at forholde sig til mig som person, hvilket betød enormt meget.

Sorgen eksploderer

Annemette vej til Headspace Roskilde var fyldt med mørke stunder og svære valg.
Hun måtte kæmpe med depression, forvirring og ensomhed.
For den unge kvinde kom det laveste punkt, da hun i 2009 var taget med nogle venner til Vig Festival.
Tre dages tung druk og alt for megen psykologisk bagage førte til, at Annemette forsøgte at tage livet af sig selv.
Heldigvis opdagede nogen hende, før det lykkedes, og med hjælp fra festivalens vagter, fik de Annemette bragt til et sted, hvor hun ikke længere kunne skade sig selv.
- I dag griner jeg af episoden, for det føles helt uvirkeligt og fjollet.
- Men jeg tror det skete, fordi jeg havde opbygget så megen sorg uden at have nogen måde at håndtere det på, og alkoholen fik det hele til at eksplodere, siger hun.

Udgangspunkt i katte

Efter selvmordsforsøget lagde Annemette Pedersen alkoholen på hylden i fire år.
Beslutningen lettede hendes sind, men mørket ville ikke forsvinde.
Især perioden mellem morens dødsdag 8. november og hendes fødselsdag 16. marts tog altid meget hårdt på datteren.
På trods af de mørke perioder formåede Annemette alligevel at holde gang i sin uddannelse, og det førte hende i 2014 til Slagteriskolen, hvor hun startede på ernæringsassistent-linjen.
Da november nærmere sig, kunne hun dog mærke, hvordan sorgen og bekymringerne kom vældende tilbage, og hun gik til sin vejleder på skolen og bad om hjælp.
Han henviste hende til Headspace Roskilde, hvor hun begyndte at komme kort tid efter.
Annemette Pedersen følte her, at hun havde mødt nogen, hun kunne snakke med.
- Hos en af psykologerne blev jeg en gang spurgt, om hvad mine katte syntes om, at der rodede i min lejlighed, hvilket jeg syntes var helt hen i vejret.
- Hos Headspace behandlede de mig straks som et menneske og ikke en patient.

Lyset brænder stærkere

Godt trekvart år efter kommer Annemette stadig hos Headspace, men hendes liv er allerede blevet meget lettere.
Udover at hun har fået kontakt til sin moster, som hun fejrede jul med, går det fint med hendes uddannelse, hvor hun er ved at være færdig med grundforløbet
Desuden er hun kommet igennem perioden fra 8. november til 16. marts uden det tungsind og mørke, der har præget tiden førhen.
Alting er ikke rosenrødt i Annemette Pedersens liv, men lyset har fået godt tag i mørket.
- Da den 8. november kom, trak jeg lidt på skulderen og tænkte: 'Nåh ja, vi er her jo stadig'.
- Da vi nåede min mors fødselsdag, sendte jeg hende selvfølgelig en tanke, men det var det, fortæller hun.

hw@roskildeavis.dk