Fortsæt til indhold

En god mand for byen

Frank Birkebæk runder de 70 med et livsværk på Roskilde museum og anerkendelse for sit store engagement i byens udvikling

Arkiv
Af Torben Kristensen

Frank Birkebæk har været en rigtig god mand for Roskilde, lyder konklusionen, før han nu fylder 70 år den 1. juli. Gennem en menneskealder har han som direktør for Roskilde Museum gjort det til et af de mest velbesøgte regionale museer i hele landet, og for kort tid siden fik han det store hæderslegat på 250.000 kroner fra Ny Calrsbergfonden som en anerkendelse for en enestående og vedholdende indsats, der både har lokal, national og international betydning. Fornemmere kan det næsten ikke blive, men for mig tæller endnu mere hans engagement på alle områder i Roskildes ve og vel på alle områder. Lige fra dengang han måtte spise og drikke sig gennem hele Ædedolkenes Menu fra Gustav Wieds roman 'Livsens Ondskab', til han nu sammen med apoteker Paul Bundgaard er en drivkraft i Sygehusgruppen, der arbejder hårdt for at sikre så mange job så muligt og få genåbnet en rigtig skadestue på vores lokale hospital ved Køgevej. Denne evne til at blive en del af livet i sin by og hjælpe en positiv lokal udvikling på vej var også en vigtig begrundelse, da han modtog den store hæder fra fonden med øl-pengene.

40 års arbejde

For efterhånden 40 år siden blev den nyuddannede 30-årige historiker Frank Birkebæk ansat på Vikingeskibsmuseet, og to år senere kom han til Roskilde Museum som inspektør. I 1979 blev han leder af byens museum, der dengang blot havde tre ansatte. Siden er det gået stærkt, og museet er nu blevet et stort regionalt formidlingscenter med 70 ansatte, der også omfatter Frederikssund, Lejre, Lützhøffts Købmandsgård og det kommende rockmuseum på Musicon. Roskilde Museum, der sidste år nåede op på imponerende 90.000 besøgende, er det synlige monument over Birkebæks livsværk. Efter at det gamle sukkerhus netop er blevet sat i stand som en del af museet, er komplekset mellem Sankt Ols Stræde, Sankt Ols Gade og Munkebro blevet mange spændende besøg værd. Frank Birkebæk har spillet en afgørende rolle i denne enorme udvikling, fordi han lige fra staren forstod, at et museum skal have støvet væk og tænke på at fange publikums opmærksomhed. Det har været ledetråden i hans arbejde gennem alle årene, og derfor har han også fået politisk opbakning fra Roskilde kommune til sit store projekt.

Kommerciel kultur

Samtidig forstod han lige fra begyndelsen, at kultur og kommercielle interesser ikke er modsætninger - men at de tværtimod understøtter hinanden. Hans historiske speciale er Middelalderen, da Roskilde var Skandinaviens største og vigtigste by, fordi konge- og kirkemagten arbejdede sammen og skabte økonomisk udvikling i byen. Stoltheden over byens imponerende fortid er stadig med til at give roskildenserne er særlig identitet og selvforståelse den dag i dag, har Birkebæk ofte forklaret: - Gennem snart mange år er der opstået en særlig dynamik i Roskilde, fordi så mange mennesker kender hinanden på kryds og tværs af traditionelle skillelinjer, efter at de har arbejdet sammen om forskellige lokale opgaver. Festivalen har spillet en stor rolle i udviklingen af denne mentalitet, men mange folk fra uddannelses-institutionerne, kulturlivet og sporten yder også et vigtigt bidrag. - Denne sociale sammenhængskraft i Roskilde giver os en særlig forståelse af, at vi er forpligtet til at hjælpe hinanden og udvikle vores by. Dermed bliver kultur faktisk en vigtig social faktor, så færre mennesker føler sig til overs eller holdt udenfor. - På den måde har de fleste i byen et sjovere liv, og efter min mening, er det en meget vigtig forklaring på, at tingene i øjeblikket går bedre i Roskilde end så mange andre steder, forklarer Frank Birkebæk. - Kulturen, historien og handelslivet forstærker hinanden hos os, og vi kan slet ikke undvære nogen af delene. Den kulturelle kraft i Roskilde har også økonomisk betydening, fordi den tiltrækker aktive mennesker, der er med til at skabe noget ny, også når det gælder nye virksomheder og arbejdspladser. I anledning af den tilstundende mærkedag, siger den nu runde museums-chef: - 70 år er den alder, hvor man er klog nok til at vide bedre, men ung nok til ikke at rette sig efter det. Reception fredag den 26. Juni, klokken 14-16, Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3. Fremhævet citat: '70 år er den alder, hvor man er klog nok til at vide bedre, men ung nok til ikke at rette sig efter det'