Fortsæt til indhold

Vineventyret er - næsten - slut

Svend Åge Hansen gik på pension og skabte Aarø Vingård. Nu er gården solgt, men Hansen arbejder videre

Arkiv
Mette Henriksen

Normalt står der Côtes du Rhône, Alsace eller Bordeaux på vinetiketten.
Men bor du i området, så har du med stor sandsynlighed for længst gjort bekendskab med de ædle dråber fra Aarø Vingård, som siden 2004 har produceret både hvidvin, rosévin, rødvin, mousserende vine, æblevin, likør samt dessertvin.
Det er vinentusiast Svend Aage Hansen, der står bag det vineventyr, som har indbragt ham stribevis af mindeværdige oplevelser - og som ikke mindst har bidraget til, at turisterne synes, at der er rigtig meget at komme efter på Lillebælts Perle, Aarø.
"Vi har rigtig mange gæster her på Vingården, og også vinsmagningerne er populære. Et af højdepunkterne i mine 11 år som vinbonde har været regentbesøget. Det var både spændende og hyggeligt - og meget surrealistisk, da Dronningen efter at den officielle del var overstået sad på vores terrasse sammen med min kone, og talte om børnebørn, mens prinsgemalen og jeg tog en ekstra runde ude i vinmarken," fortæller Svend Aage Hansen, som under optimale vejrforhold producerer 5000 liter vin årligt.
"I forhold til andre dele af landet har vi her på Aarø et rigtig godt klima for vindyrkning. Men selvfølgelig er vi også afhængige af en god sommer - sidste år var fantastisk, mens sommeren i år stadig lader vente på sig."

Produktionen fordobles

Efter 11 år er Svend Aage Hansens vineventyr til efterår - næsten - slut, idet han har solgt forretningen til lokale Jakob Lei, som fordobler produktionen.
"Meningen er at drosle ned for aktiviteterne, men vi beholder ø-butikken, som bliver en del af et større mad- og smagskoncept i Jakobs regi. Og så kommer jeg nok ikke helt til at slippe for at hjælpe ham lidt med vindyrkningen," slutter Svend Aage Hansen med et glimt i øjet.