Haderslev-designer udstiller på slottet
Iben Thode Johansen fra Haderslev er én af de 52 nyuddannede designere, som udstiller afgangsprojekter på Koldinghus
26-årige Iben Thode Johansen, der er født og opvokset i Haderslev, er blandt de 52 nyuddannede designere fra Designskolen Kolding, der under titlen Afgangsudstilling 2015 udstiller på Museet på Koldinghus i perioden 10. juni til 9. august 2015. Årets nyuddannede designere giver i år et unikt indblik i den proces, der fører designeren fra idé til produkt.
Det er altid et tilløbsstykke, når årets nye kuld af uddannede designere fra Designskolen Kolding får lov at vise deres afgangsprojekter frem for offentligheden. Det sker igen i år i samarbejde med Museet på Koldinghus, hvis gamle mure danner bagtæppe for en række helt nye bud på, hvor den danske designtradition anno 2015 bevæger sig hen.
En af udstillerne ved Designskolen Koldings Afgangsudstilling 2015 er 26-årige Iben Thode Johansen, der både er født og opvokset i Haderslev. Som barn har hun gået på Favrdalskolen og svømmet i Haderslev Svømmeklub.
På Designskolen Kolding har Iben Johansen studeret industrielt design, og hendes afgangsprojekt, der hedder ”SEA SUMMIT”, består af, hvad der bedst kan beskrives som et par moderne vaders, der både kan fungere som sko og vaders på samme tid.
"Jeg elsker havet"
Om projektet siger den nyuddannede designer:
”Jeg elsker havet, og jeg ønsker at dele denne glæde med alle andre. Hvordan jeg lige skulle gøre det, anede jeg ikke da jeg startede mit projekt 1.december 2014. Jeg opdagede, mange frygtede havet, og tog derfor på feltarbejde i Klitmøller, for at forstå hvad der fik nogle folk til at se frygten i øjnene og flytte til havet og ligefrem bruge det. Her fiskede jeg med fiskerne, surfede med surfede, interviewede, observerede og fandt en fælles frygt; området hvor vand møder land. Denne viden tog jeg med mig tilbage til skrivebordet og designede en løsning hertil. En løsning som gav alle en mulighed for at gå ud i havet og opleve det, tæt på kysten og i eget tempo. Hvorved det muligt at opbygge den fornødne viden og erfaring med havet der kræves for at se ud over frygten.”
”Go SEA yourself er budskabet i SEA SUMMIT, for vi skal passe på havet, hvis vi vil have en fremtid på jorden, derudover har vi brug for at oplade fra den stressende hverdag, og det kan havet hjælpe os med. Derfor har jeg designet et par sko der bedst kan beskrives som et par moderne vaders. Det giver alle en mulighed for tage et par sko på hjemme, tag til stranden, rulle dem op og gå ud i havet for sikkert at opleve det, får det ind under huden, og ikke blot kigge på det.”