Fortsæt til indhold

Køge bidrog til blå valgsejr

Med stor fremgang til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var vælgerne i Køge Kommune med til at sikre en blå valgsejr ved Folketingsvalget torsdag.

Arkiv
Martin Rasmussen

VALG: Med en blå valgsejr torsdag er alt lagt an til, at Venstres kandidat i Køgekredsen, Lars Løkke Rasmussen, inden længe igen kan indtage statsministerkontoret. Venstre gik markant tilbage i forhold til det seneste Folketingsvalg i 2011, men takket være fremgang til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er flertallet sikret.
Også ved Køge Kommunes 16 valgsteder var vælgerne venligt stemt over for partierne til højre for midten - måske hjulpet på vej af Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Inger Støjberg, der gik på jagt efter de sidste stemmer på Torvet i Køge torsdag sidst på eftermiddagen.
Venstre gik dog markant tilbage i Køge i forhold til valget i 2011. 20,8 procent af vælgerne i Køge satte kryds ved Venstre denne gang, hvilket er 6,4 procentpoint færre end sidst. Til gengæld gik Dansk Folkeparti klart frem - lige som i resten af landet. 24,9 procent - altså hver fjerde køgenser - stemte på Dansk Folkeparti, hvilket er en fremgang på 8,1 procentpoint i forhold til i 2011.
Liberal Alliance fik også pæn fremgang, og det samme gælder i øvrigt Socialdemokraterne, mens der til gengæld var vælgerlussinger til både SF og de radikale.
Stemmeprocenten i Køge Kommune endte på 87,01 procent, hvilket er noget lavere end ved valget i 2011, hvor 89,01 procent af vælgerne i Køge valgte at stemme.