Fortsæt til indhold

P-svømmepøl tørlægges

Borch Plads lukkes i juli, fordi der skal laves skybrudssikker belægning

Arkiv
Arkiv

Den i mange år oversvømmede og hullede kommunale p-plads på Borchs Plads tørlægges permanent ved, at en ny belægning kommer på. Dermed skulle det gerne være slut med, at man enten får våde fødder, hvis man bruger pladsen en regnvejrsdag eller at man kører udenom, fordi man gerne vil undgå skader. Fra næste måned og frem til 24. juli er pladsen derfor lukket. Regnen kan sive igennem belægningen og langsomt trænge ned i jorden på vejen ned til grundvandet. Dermed skulle man gerne undgå at vandet bliver liggende på p-pladsen eller løber ud på vejen. Efterfølgende kan man finde 29 parkeringsbåse at holde på. To af dem er handicapparkeringer og fire af pladserne er beregnet til motorcykler.

Skybrudssikker

P-pladen får en såkaldt permeabel belægning, som suger vandet til sig ligesom en svamp. Den består af tre lag. Nederst på råjorden lægges et bærelag, der hurtigt kan optage meget store vandmængder. Ovenpå bærelaget lægges afretningslaget, der også kan transportere vand igennem – uden at miste sin bæreevne. Øverst lægges fliserne, der ader vandet sive i gennem. De tre lag er tilsammen i stand til at optage store mængder regnvand, som for eksempel skybrud . Fliserne sikrer også, at de store træer ved pladsen også fremover får masser af regnvand, så de kan overleve selvom de er omgivet af belægningssten. De nye fliser kommer heller ikke til at genere den 1.000 år gamle rundkirkeruin og gravpladsen, der ligger under pladsen. På grund af kirkeruinen måtte man ikke lave vejbrønde og afvanding på pladsen. ag