Man kan kun elske trolden Shrek
Det vil være ”Shrek'lig ærgerligt, hvis du snyder dig selv for Varde Sommerspil 2015
Årets sommerspil på friluftsscenen i Varde starter jo som taget ud af en tårevædet novelle i et ugeblad. Den syv-årige søn må rejse hjemmefra – eller rettere sagt smides hjemmefra.
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, om det er sådan det foregår i troldeverden, for det er trods alt snart 40 år siden, at min klasselærer Ole Bjerg sad og læste Troldepus eventyr for os ind imellem i skoletiden.
Men hjemmefra kommer den lille trold Shrek. Godt hjulpet af en god og solid madpakke, som hans mor havde smurt.
Det næste vi ser fra Shrek er, at årene er gået og han er blevet voksen.
Sådan starter 7-kantens største satsning på et sommerspil. En musical der har et budget på omkring fire mio. kroner.
Personligt troede jeg, at jeg var den eneste, der aldrig havde hørt om Shrek før, men der kunne instruktør Carsten Friis berolige mig med, at med vores aldre taget i betragtning, og de ligger tæt på hinanden, så er der et skel, mellem dem der kender Shrek og dem der lige akkurat ikke gør. Og sidstnævnte hører jeg til.
Men er det så kun for børn eller hvad?
Nej det er det ikke. Det er for HELE familien.
Det kan dog være en fordel at anmelde en musical, man ikke kender noget som helst til.
Og lad det være sagt med det samme. Årets forestilling er et festfyrværkeri af smukke og overdådige kostumer og dragter, danse og sange på programmet.
Shrek
Normalt kan man jo se, hvem der spiller rollerne, men netop i år, er der flere roller hvor dragterne skjuler ansigtet.
Det ses blandt andet hos hovedrolleindehaveren, Kasper Møller fra Odense. Kasper er en gammel kending ved Varde Sommerspil, hvor han i 2009 spillede Udyret i " Skønheden og Udyret", og i 2013 spillede han Niller i "Den eneste Ene".
Kasper har desuden spillet i en lang række musical på forskellige scener i Danmark, og sunget som solist ved adskillige koncerter rundt i landet, og er i dag ejer af et mindre teater i Odense. At han både kan synge og spille skuespil, beviser han til fulde i rollen som Shrek.
Fiona
Hans yndige modstykke, Fiona, spilles af Nina Maria Schjødt Lybæk Hansen fra Fredericia.
Nina Maria er ny uddannet fra Musical Akademiet i Fredericia, og har netop spillet i " Den Lille Havfrue", der blev opført for fulde huse i både i København og Fredericia.
Nina Maria er helt ny på scenen i Arnbjerg og mon ikke hun allerede nu kan mærke den følelse alle andre får, når de står under bøgene i Arnbjerg. Hun kan som Kasper Møller også synge og spiller sin rolle gudsbenådet. Inden hun bliver voksen, ser man hende også som barn og teenager. Men pas på. Hun forvandles til en trold om natten…
Æsel
Allerede fra musicalens start, havde jeg et godt øje til den finurlige og frække Æsel.
Knivskarpe bemærkninger, spillet med hjertet det rette sted, sad jeg og funderede over, hvem der spillede den figur. Og jo selvfølgelig.
Rollen som Æsel spilles af Henrik Gantzel, en 'gammel 'kending på scenen i Arnbjerg.
Henrik har spillet en række store roller gennem årene, blandt andet i Les Miserable som Javert, og sidst som Leo Bloom i "The Producers". Henrik har turneret en del med Den Ny Opera med talrige operaforestillinger for børn. Glæd dig til hans sjove rolle.
Farquard
Rollen som Farquard spilles af Martin Holm, endnu en 'gammel' kending på scenen i Arnbjerg.
Han har spillet en lang række store roller i Varde, blandt andet Gaston i "Skønheden og Udyret", Rodger Debris i " The Producers" og sidst som Melvin P Thorpe i " Byens Bedste Horehus".
Martin har desuden spillet på en lang række scener rundt i landet. Han gør det også aldeles fremragende med et glimt i øjet.
Men hvor må det være hårdt at have en rolle, hvor man skal kravle på knæ. Farquards rolle betyder nemlig, at han kun er halvt så høj som alle andre.
Pinocchio
Rollen som Pinocchio spilles af Simon Salskov.
Simon er gammel kending på scenen i Arnbjerg, Han har blandt andet spillet Le Fou i " Skønheden og Udyret", Carmen Gia i " The Producers" og Spacy i " Midt om Natten". Som i den rigtige historie om Pinocchio vokser hans næse, når han lyver. Også en fremragende præstation af Simon.
Ud over de nævnte personer er der en lang række kendte eventyrfigurer med i denne musical.
Pippi, Karlsson på Taget, Peter Pan osv. Ja - de er der alle.
Endelig vil jeg også nævne Rachel Møller fra Esbjerg. I rollen som Dragen har hun et par sangroller og med sin hæse rockende stemme går hun lige ind under huden. Fremragende sangstemme.
Shrek er en musical for folk der elsker smukke kostumer og dragter, flotte sangstemmer, dygtige skuespillerpræstationer, flotte rammer, en god historie og masser af gode grin.
Roser
Der skal gives masser af roser hele vejen rundt. Lige fra instruktør Carsten Friis til program- og kaffesælgerne, scenebyggere, koreografer, orkestret og syersker.
Uden dem, og alle de andre – intet sommerspil. Og så kan Shrek vist ikke fremføres bedre, end i Vardes smukke natur. Shrek er grøn som naturen og når nu Varde har fået sit nye slogan ”Vi i Naturen. Ja så går alt op i en højere enhed.
Behøver jeg så nævne, at alting ender godt...
Tag selv ned og se denne musical – I vil give mig ret…
100 ud af 100 stjerner.