Fortsæt til indhold

Ringplettet gøgeurt i flor på Søndre Strand

Arkiv
Arkiv

KØGE: Har du set en Dactylorhiza majalis ssp. integrata junialis i år? På dansk Ringplettet gøgeurt. Det er en smuk orkide, der vokser i Køge Kommune.
Du har netop nu muligheden, da den står i fuldt flor netop nu på Søndre Strand ved Køge.
- Du finder den let, hvis du går ad grusstien mod stranden - fra parkeringspladsen umiddelbart syd for hotel Comwell. Ca. 100 meter ad grusstien se så mod højre, hvor orkideen står med sine rødviolette blomster i Valløs kreaturfold. Her er den op til 50 cm høj. Længere nede mod stranden i klitlavningerne findes den i mængder, her er den lidt lavere, fortæller Henrik Petersen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Køge.
Orkideen blev fundet første gang i 1997 af Henrik Petersen. Den blev artsbestemt af botaniker Niels Faurholdt, og det var første gang, den blev fundet i Danmark.
- Dengang var der en lille bestand, og der blev foretaget naturpleje, både på Vallø Stift og Køge Kommunes arealer, idet der blev foretaget indhegning så der kunne udsættes kreaturer, der holder træer og buske nede, forklarer Henrik Petersen.
Det har nu glædeligt vist sig, at orkideerne har bredt sig, således findes planten i mange tusinde eksemplarer både i Ishøj og Stevns kommuner, samt flere andre steder i Køge Kommune.
- Nyd den smukke plante, men pluk eller opgrav den ikke, da alle orkideer er fredede i Danmark, slutter Henrik Petersen.
pm