Nu også med vinbar
Tappo Vinbar rykker fra Haderslevs bymidte til et 48 kvadratmeter stort telt ved Vandtårnet
For første gang i Kløftens historie kommer der en vinbar på festivalpladsen. Den lokale vinbar Tappo etablerer nemlig et 48m2 telt ved vandtårnet i hjertet af kløften.
Publikum får således en mulighed for at ”hvile ørerne” for en stund, og samtidig nyde et godt glas vin. Der vil være et bredt udvalg af vine, som næsten alle kan købes pr. glas. Det er også muligt at nyde sin vin i rigtige vinglas, mod et mindre depositum. I kombination med sin hvidvin, rosévin, bobler eller rødvin tilbyder Tappo også en ”bondebræt”- en snack som består af hjemmerøget mørbrad, grov italiensk pølse, to slags dip samt brød.
”Jeg glæder mig meget til at komme helt ud til festivaldeltagerne, og tilbyde lækker vin og italienske specialiteter. Et godt glas vin med venner, skaber altid en god stemning,” siger Verner K. Nielsen fra Tappo.
I forbindelsen med deltagelsen i festagtighederne i Kløften, vil Tappo's lokaler på Torvet være lukket.